Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Prædiken i Særslev Kirke 27. september 2026
17. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:
Markusevangeliet kap. 2, vers 14-22

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste.

Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!«  

Prædiken:



I ugen der snart er gået, har der igen været pressemøde. Vi er blevet mindet om, at vi skal forberede os til at kunne klare os selv i en krisesituation - og at trusselsniveauet er højere nu. Det kan godt give anledning til bekymrede tanker.

Så er det godt at komme herind i kirken en stund - og lytte til teksterne fra Bibelen - synge og læse med på salmerne. Det er jo gamle ord - fra flere århundreder før vores tid. Men det var også urolige tider dengang. Derfor kan ordene tale til os nu - og være vedkommende.

Som for eksempel epistelteksten fra Judasbrevet i Det nye Testamente. Det blev skrevet til de første generationer af kristne.

De var under hårdt pres fra alle sider. Judas opfordrer dem til at styrke og opbygge hinanden i troen og tilliden til Gud. Bevar jer selv i Guds kærlighed, skriver han. De skal blive ved med at bede. De skal være barmhjertige.

Det kan vi jo også tage til os nu. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme og forbereder os. Men det er også vigtigt, at vi tror på Gud - beder til Gud - og at vi er barmhjertige overfor hinanden. At vi griber denne morgens muligheder for at bygge broer og komme hinanden i møde med forståelse og omsorg.

Vi hørte også om tolderen Levi. Vi hørte, at Jesus gik forbi hans toldbod og sagde: Følg mig. Levi rejste sig - satte måske et skilt med LUKKET på disken - og fulgte med Jesus.

Det var også en urolig tid dengang. Landet var besat af det store romerske imperium. Alle skulle betale afgifter og told til romerne. De fleste syntes, at det var helt urimeligt, at de skulle betale told til romerne. Men der var ingen vej udenom: Der blev bygget toldboder overalt i landet. Alle havde værsgo at betale ved nærmeste toldbod. Uanset om de brød sig om det eller ej.

I en af toldboderne ved Galilæa Sø, sad Levi og indsamlede told. Bibelen fortæller ikke, hvorfor Levi havde taget jobbet som tolder. Måske var Levi arbejdsløs, dengang stillingen som tolder blev slået op? Måske stod han desperat og manglede et arbejde for at kunne brødføde sin familie? Måske tænkte Levi: Det går vel nok - jeg kan jo altid søge noget andet, hvis det ikke går.

Men det var slet ikke så let, som Levi havde troet. Folk hadede tolden og syntes, at tolderne var landsforrædere. Levi tjente sikkert gode penge med jobbet som tolder. Alligevel betalte han en høj pris. Mange kunne ikke lide ham. Måske var han også selv blevet led og ked af den situation, han havde bragt sig selv i.

Så en dag kom Jesus pludselig og stod stille ved Levis toldbod et øjeblik og sagde: 'Følg mig!'. Levi må have oplevet det som en enestående chance for at få lov til at begynde på en frisk.

Det var ingen lappeløsning, Jesus tilbød ham. Det var et radikalt opbrud og en ny begyndelse helt fra bunden af. Det har nok revet i Levi og gjort ondt at rejse sig fra toldboden og forlade den sikre indtægt. Men toldboden var også blevet Levis fængsel. Jesu kald: 'Følg mig' var en åben dør ud af fængslet og ud i friheden.

Så er der et brud i fortællingen om Levi. Det næste, vi hører er, at Jesus sidder til bords hjemme hos Levi. Måske inviterede Levi Jesus hjem til sig. Eller måske inviterede Jesus sig selv.

Ligesom dengang Jesus kaldte overtolderen Zakæus ned fra træet og sagde: Skynd dig at komme ned. I dag skal jeg være gæst i dit hus.

I hvert fald sidder Jesus hjemme hos Levi og spiser. Og der er mange andre: Jesus' disciple, flere andre toldere, men også mange, som Levi ikke kender. Det må have været underligt for Levi og hans familie. Der har ikke været nogen som helst gæster i lang, lang tid. Men nu er alle stole optaget - og der er glæde og snak alle vegne. Døren til livet og fællesskabet er blevet lukket op igen.

Udenfor står et par skriftkloge og ser meget alvorlige ud. De spørger Jesus' disciple: Hvorfor spiser Jesus sammen med sådan nogle? - Hvorfor spiser han sammen med toldere og synder? Jesus hører det og kommer selv hen og svarer:

De raske har ikke brug for læge, det har de syge.
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Vi skal tage Jesu svar til os. For de her ord er det tidløse i evangeliet: Jesus kommer til mennesker - også til os. Han kommer ikke kun, når vi er den bedste udgave af os selv og har styr på det hele.
Han kommer også - ja først og fremmest - når vi er den dårligste og værste udgave af os selv: Når vi for eksempel har sagt eller gjort noget, som vi fortryder og skammer os over. Når det gør ondt helt i hjertet og vi dunker os selv oven i hovedet og spørger: Hvordan kunne jeg da være så dum og gøre det her - sige det her? Kunne jeg da bare begynde forfra.

Så kommer Jesus til os med al Guds barmhjertighed og siger:

De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere. - Følg mig!

Følge Jesus. Det betyder at tage imod tilgivelsen fra Gud. Og så begynde på en frisk. Følge Jesus - det er at gøre sit bedste for at leve efter det, som Jesus sagde og gjorde.

Om lidt er der nadver. Nadverbordet er åbent for alle og enhver. Vi er alle sammen inviterede af vor Herre Jesus selv.

Det er ligesom den dag i Levis hus. Jesus er med ved bordet, og vi nyder et måltid sammen: Lidt brød og vin eller saft. Gud velsigner det, så det bliver Jesu Kristi legeme og blod. I nadveren giver Gud os tilgivelse for alle vores synder.

Tænk engang: Vi får lov til at begynde på en frisk og kan gå hjem med Guds velsignelse til den nye uge. Det er da til at blive glad over. Amen.

God søndag - og Guds fred
Flere andagter
Prædiken i Ejlby Kirke 4. oktober 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 13. september 2026 Prædiken i Særslev Kirke 6. september 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 30. august 2026 Prædiken i Særslev Kirke 16. august 2026

Kirkekalender

Søndag 18. oktober


20. søndag efter trinitatis

Særslev Kirke kl. 10.30
Ved Gunvor Sandvad


Se flere datoer

Arrangementer
Babysalmesang
Onsdag 28. oktober
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 4. oktober 2026
Prædiken i Ejlby Kirke 4. oktober 2026 18. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandvad ....
Læs mere
Prædiken i Særslev Kirke 27. september 2026
Prædiken i Særslev Kirke 27. september 2026 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 14. oktober 2026. Kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående ....
Læs mere
Julehjælp & Konfirmationshjælp
Julehjælp & Konfirmationshjælp Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby Sogne har uddelt julehjælp i....
Læs mere
Kommende møder:
04. november 2026 kl. 16.30
03. december 2026 kl. 16.30

Nyt fra graveren
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård I september havde vi besøg af Arbejdstilsyn....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring