Andagter & prædikener
Prædiken i Melby Kirke 26. april 20263. søndag efter påskev. sognepræst Gunvor Sandvad
Fra Det Nye Testamente - Johannesevangeliet kap. 14, vers 1-11:Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.«
Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.«
Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.«
Prædiken:
Jeg håber, I nød at synge 'Påskeblomst, hvad vil du her', og de andre påskesalmer? Ganske vist er der nu gået 3 uger siden påskedag. De fleste påskeliljer er også ved at være afblomstret. Alligevel er det godt at holde fast i påsken lidt endnu. Det tager nemlig tid at fordøje, tage til sig og forstå, hvad Jesu opstandelse fra de døde betyder. Så nu spoler vi lige tilbage til påskedag for tre uger siden:
Maria Magdalene og Maria kom tidligt påskedag om morgenen til Jesu grav. Graven stod åben - og der sad en engel på gravens sten. 'Den peged med sin palmegren, hvor Jesus stod op af graven' - og sagde:
'Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom os se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det. (Matthæusevangeliet kap. 28, vers 5-7)Og kvinderne vendte om og løb hjemad fyldt af både frygt og stor glæde. De var ikke løbet ret mange skridt, før de så Jesus komme dem i møde på vejen - opstanden og levende. Han var ikke blevet i sin grav. Jesus var stået op fra de døde og kom kvinderne i møde og sagde
'Godmorgen!' til dem.
Og vi har lige sunget:
Gak - gå - syngende din ven i møde, som kommer til dig fra de døde. I tro og håb om, at det her gælder også for os: Jesus kommer til os fra de døde. Han kommer os i møde på vejen og følges med os. Ikke, at vi kan se ham. Men han er nær i sin Ånd og i de gode ord, han har sagt. Dem kan vi tage med os på vejen.
Vejen - er nøgleordet i dag. Vejen er et billede på vores liv. Vi bruger ordet 'vejen' i flere forskellige udtryk og vendinger:
Du skal lige have et godt råd med på vejen. Og en madpakke til vejen og dagen. Det er ikke til at overskue og planlægge det hele på forhånd. Vi må finde ud af det hen ad vejen. Hvis vi ellers kan finde vejen. For det er sommetider svært at finde vejen frem. Vi ved heller ikke, hvad der venter rundt om det næste hjørne. Der kan også komme bump på vejen. Vi kan blive nødt til at tage en omvej. Hvis vi bliver helt rådvilde og går i stå, bliver andre bekymrede og spørger: Hvad er der i vejen?-
Jesus sagde:
'Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!'. Han sagde det skærtorsdag aften til disciplene. I håb om, at de ville huske det i de næste dage og den kommende tid. Jesus vidste, at de vil blive modløse og bange, når han blev slået ihjel og taget fra dem.
'Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!'Vi kan også tage ordene med på vores vej som en opmuntring: Særligt da i den tid vi lever i nu: Magtmennesker truer hinanden med almindelige menneskers liv som indsats. Alt er i forandring. Jeg har efterhånden hørt mange fortælle, at de mere eller mindre er holdt helt op med at følge med i TV-nyhederne. For ikke at blive alt for urolige.
'Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!' sagde Jesus. Det betyder ikke, at man skal lade som om, man ikke er bange. Men at vi skal holde ud. Og gøre hvad vi kan, for at være gode medmennesker og hjælpe hinanden. Og så tro på, at Gud er med os. Selvom vi ikke ved, hvad der venter om det næste hjørne. Ligesom Moses gjorde:
Moses mødte Gud langt ude i ørkenen. Moses havde nemlig slået en egypter ihjel og havde skyndt sig at flygte langt ud i ørkenen for ikke at blive straffet af Farao. Moses havde slået sig ned hos nogle beduiner og fået en ny tilværelse som fårehyrde.
Så pludselig taler Gud til Moses fra ilden i en brændende tornebusk. Gud fortæller, at han har set alle uretfærdighederne. Lidelserne ligger Gud på sinde. Derfor skal Moses gå tilbage igen til Egypten og Farao og befri sin landsmænd.
Selvfølgelig rystede Moses i bukserne og blev bange for opgaven. Men Gud lovede:
Jeg er den, jeg er. Jeg vil være med dig. (2. Mosebog kap. 3, vers 12 og 14)Moses så ikke Gud. Han hørte kun Guds stemme i ilden. Han skjulte sit ansigt af frygt. Og alligevel gik han tilbage til Farao.
Jesus sagde:
Jeg er vejen, sandheden og livet. Gud har vist sit ansigt i Jesus. Vi behøver ikke at være bange for Jesus.
Tværtimod. Vi kan gå ham syngende i møde. Jesus er med os på vejen gennem livet. Han vil også tage os til sig - når livet er slut. Jesus gik i forvejen gennem døden til Guds hus i Himlen. For at forberede et nyt og godt hjem til os i sin Fars hus.
Hvordan ser der så ud dér? - i Himlen? Se her: Nogle børn - minikonfirmander et eller andet sted i Danmark - har møbleret den her bolig i vor Fars hus. Det er bygget i modellervoks: Her sidder Jesus og Gud. Der er en lænestol og senge. På de små lapper papir står der:
Bløde tæpper - lys over det hele - mad til alle - vand til alle - dejligt - godt at være - plads til alle.Det er jo det herlige ved børn: De bruger fantasien og gør bare det, som voksne synes er en umulig opgave: De bygger Himlen, Gud og Jesus i modellervoks! - Jeg glæder mig sådan til på torsdag. Der skal vores minikonfirmander nemlig i gang med modellervoksen og møblere boligerne i Guds hus.
Jesus sagde:
'Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger ...Jeg kommer igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.... Jeres hjerte må ikke forfærdes!' Amen
God søndag og Guds fred
Flere andagter