Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 12. april 20261. søndag efter påskev. sognepræst Gunvor Sandvad
Fra Det Nye Testamente: Johannesevangeliet 21, 15-19Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!«
Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!«
Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.«
Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med.
Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«
Prædiken:
'For en uge siden var det påskedag. Maria Magdalene og Maria kom tidligt om morgenen til Jesu grav. Graven stod åben - og der sad en engel på gravens sten. 'Den peged med sin palmegren, hvor Jesus stod op af graven' - og sagde:
'Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom os se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det. (Matthæusevangeliet kap. 28, vers 6-7)Og kvinderne vendte om og løb hjemad fyldt af både frygt og stor glæde. De var ikke løbet ret mange skridt, før de så Jesus komme dem i møde på vejen - opstanden og levende. Den opstandne Jesus sagde
'Godmorgen!' til dem. (Matthæusevangeliet kap. 28, vers 8-10)Det er én af flere beretninger i Det nye Testamente, om hvordan flere forskellige mænd og kvinder mødte Jesus i tiden efter påskedag. De så, at han var levende. Vi sang om det lige før.
Vi hørte også, hvordan Jesus og Peter talte sammen. Den samtale foregik
efter, at Jesus var stået op fra de døde. Peter og de andre sad ved Genesareth Sø i Galilæa sammen med Jesus. Nogle dage eller uger efter, at han var stået op fra de døde!
Tænk lige engang, hvordan det må have været! De havde med egne øjne set, at Jesus døde på korset. De havde været med til at begrave ham i klippehulen. Og nu sad Jesus lyslevende foran dem. De har da sikkert knebet sig i armen flere gange - og spurgt sig selv:
Drømmer jeg eller er jeg vågen?Men nu sad Jesus der altså - virkelig og levende. De spiste sammen. Jesus gav dem brød og fisk, som han havde stegt over et bål, han havde tændt på stranden. Måske tænkte på dengang Jesus bespiste 5000 med to fisk og fem brød? De var selv med til at dele det ud. Og der blev ved med at være nok.
Så Jesus spiste altså med dem. Det viser, at Jesus er opstået med krop. Han kan samle brænde til et bål. Han kan spise brød og fisk. Han er genkendelig.
Derfor bekender vi i trosbekendelsen, at vi tror på kødets opstandelse. Når vi engang skal stå op fra de døde, er det med krop - på en eller anden måde. Vi vil være genkendelige ligesom Jesus var det, da han mødte disciplene efter opstandelsen.
Hvad betyder det at høre, at nogen mennesker så og mødte Jesus efter hans død og opstandelse - for så mange år siden?
De delte deres oplevelse med andre. På den måde blev de vidner om, at det er sandt, at Jesus stod op fra de døde.
At høre deres vidneudsagn, er med til at give os tro på, at Jesus overvandt døden og lever. Og at han også er hos os i vores hverdag.
Jesus sagde lige præcis det, som hver enkelt havde brug for at høre. Det giver håb om, at vi også får det at høre, som vi har brug for.
Peter mødte den opstandne Jesus ved Genesareth Sø. Peter havde det sikkert forfærdeligt. Natten mellem skærtorsdag og langfredag, blev Jesus forhørt. Nogle spurgte Peter, om han ikke også var en af Jesus tilhængere? Peter blev vel bange. I hvert fald bandede han på, at han ikke havde noget med Jesus at gøre. Tre gange fornægtede han Jesus. Præcis som Jesus havde forudsagt, det ville ske. Peter blev dybt ulykkelig og sikkert også fuld af skam: Tænk, at han kunne gøre det!
Men nu mødes de så igen efter Jesu opstandelse. Jesus spørger Peter, om han elsker ham? Tre gange spørger Jesus - og tre gange svarer Peter.
Ja, Herre, du ved alt, du ved, at jeg har dig kær. Det er tilgivelse. Det er oprejsning. Peter får en ny chance - endda tre gange - til at erklære sin loyalitet og hengivenhed til Jesus. Tre gange tilgivelse for tre gange fornægtelse.
Så lyder Jesu tillidserklæring til Peter:
'Vogt mine lam - vær hyrde for mine får.' Også tre gange. Jesus kasserer ikke Peter. Tværtimod. Jesus betror Peter opgaven at være apostel og leder i den kirke, som allerede nu er begyndt at vokse frem.
Det er en opmuntring: Jesus samler knuste mennesker op. Han tilgiver. Han vil sende os til hinanden med håb. Også selvom vi laver fejl, svigter og slet ikke er perfekte. Følg mig, siger Jesus.
Hos Gud og Jesus kan vi fejle uden at blive forkastet. Det er stort. Det kan vi også lære af. Vi kan øve os i at give hinanden rum og plads til at være urimelige og fejle, uden at vi med det samme farer i flint. Det er slet ikke så let, men vi kan da forsøge.
Når vi går hjem fra i kirke, bliver vi sendt afsted med Guds velsignelse som medvind i ryggen. I dag får vi også den opstandne Jesus ord til Peter med i ryggen:
Følg mig.Nogle år senere skrev apostlen Peter sit første brev til de nye kristne menigheder. Han indleder brevet med ordene:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. (Peters 1. brev kap. 1, vers 3)
Vi hører ordene, hver gang nogen bliver døbt - og ved bisættelser og begravelser. Ordene er en ramme om hele vores liv. Og lyser af håb fra livets begyndelsen til slutningen: Tak til Gud, fordi Jesus Kristus stod op fra de døde. Vi bliver som født på ny. Vi får et levende håb. Håbet lever i os. Derfor skrev Peter også: I skal elske hinanden inderligt og af et rent hjerte - for I er genfødt af Guds levende og blivende ord. (Peters 1. brev kap. 1, vers 22-23)
Den opstandne Jesus lever usynligt i os ved sin Helligånd og sit ord. Han giver og skaber glæde, tro, håb og kærlighed. Det skal vi give videre og dele med hinanden. Må Herren indgyde mod i os, så vi tør gøre i dag, hvad der evigt giver mening.
Glædelig Påske. Amen.
God søndag og Guds fred
Flere andagter