Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Prædiken i Melby Kirke 15. februar 2026
Fastelavns søndag
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det nye Testamente: Lukasevangeliet 18, 31-43

Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.

Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!'

Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.' Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig

Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.

Prædiken:



Se, vi går op til Jerusalem, sagde Jesus til de 12 disciple. Og så fortalte han dem, at han ville blive arresteret, mishandlet og slået ihjel i Jerusalem. Men efter tre dage ville han stå op fra de døde.

Disciplene forstod ikke, hvad meningen var med det, Jesus sagde. De var rystede. Det kan jeg godt forstå. Fuld af bange anelser fulgte de bagefter Jesus op mod Jerusalem.

Jesus selv gik foran med målbevidste skridt. Det var hans faste overbevisning at gå op til Jerusalem, selvom han vidste, hvad der ville ske.

Jesus ville lide og dø, for at vi kunne få Guds tilgivelse. Han ville tage vores synder og svigt på sig. Han ville gå til Gud med vores skyld og dø på korset, så vi kunne blive frikendt.

Påskemorgen rejste Gud Jesus op fra de døde. Som opstanden og levende kommer Jesus os i møde med Guds nådefulde dom, der lyder på tilgivelse af alle vores synder.

Det var kærlighed til os fejlfulde og til tider egoistiske mennesker, der drev Jesus frem og op til Jerusalem. Den kærlighed, som tror alt, håber alt, udholder alt - og som aldrig ophører.

Sådan hørte vi for lidt siden Paulus skrive om kærligheden.

Mange vil gerne høre netop det stykke fra Bibelen til deres bryllup. Det kan jeg godt forstå. For det er et af de smukkeste stykker i Bibelen.

Samtidig er det også en beskrivelse at vores opgave her i livet. Kærlighed er vores opgave. Vi skal elske vores næste. Ikke kun dem, vi i forvejen holder af. Men alle mennesker - også dem, vi ikke bryder os om. Det er ikke altid så let at gøre. Men Jesus kunne!

Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden,
heller giver du end tager
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.

Sådan har vi lige sunget i salmen 'Hil dig frelser og forsoner'.

Kærlighed til mennesker, drev Jesus fremad - også det sidste stykke vej, han gik: Til kors og død i Jerusalem. Disciplene forstod ikke noget som helst af det. Hvordan skulle de også kunne det? Alligevel fulgte de med Jesus.

Det må vi også gøre: Følge med Jesus, høre om det, der skete med ham - og måske vi så begriber bare lidt mere af, hvad 'Korsets død i vores sted' betyder.

Da Jesus gik ind i Jeriko sad der en blind tigger i vejsiden. Han råbte højt: Jesus, Davids Søn, forbarm dig over mig. Han stjal hele opmærksomheden. Det var for pinligt. Folk sagde, at han skulle tie stille. Men den blinde tigger råbte bare endnu højere.

Da Jesus hørte, at der var et menneske, som råbte til ham om hjælp, afbrød han sit livs vigtigste mission. Uden tøven.

Sådan er Jesus. Sådan er Gud. Når vi beder til ham og beder om hjælp, standser han og lytter til os. Han lukker ikke øjnene. Han går ikke forbi.

Det skal vi tage til os: Vi kan altid bede Gud og Jesus om hjælp. Det er ikke sikkert at tingene går, ligesom vi ønsker det - eller at vi får det, vi beder om. Men det er sikkert, at Gud hører på os.

Gud er aldrig optaget af noget, der er vigtigere, end at han lader sig afbryde for at lytte til os - lindre, gribe ind og være nær. Det hører til Guds væsen: Han kan ikke gå forbi. Det har Gud vist os gennem Jesus.

Jesus, Davids Søn, forbarm dig over mig! bad den blinde tigger. Ganske vist var hans øjne blinde. Alligevel så han mere end mange af de seende den dag. Den blinde mand så - at Jesus, var Davids Søn - den længe ventede Kristus. Derfor kaldte han Jesus for Davids søn og for Herre.

Den blinde tiggers bøn er sidenhen blevet kaldt Jesusbønnen - eller Hjertebønnen. Fordi man kan lægge ordene i sit hjerte og sige bønnen igen og igen - i rytme med åndedrættet: Herre Jesus Kristus - forbarm dig over mig. Det er en god bøn.

Jesus, Davids Søn, forbarm dig over mig! bad den blinde mand. Jesus stoppede og spurgte: Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?

Den blinde tigger bad: 'Herre, at jeg må kunne se.' Jesus sagde: 'Bliv seende, din tro har frelst dig.' og manden kunne se.

Herre, at jeg må kunne se, bad tiggeren. Det er også en rigtig god bøn. Den bøn må vi bede for vores politikere - for verdens ledere og for de mange andre, der skal træffe svære og afgørende beslutninger. Herre, at de dog må kunne se, hvad de skal beslutte og hvad de skal gøre.

Herre, at jeg må kunne se. Den bøn må vi også bede for os selv. Vi må bede Gud vise os, hvem vi særligt skal se og tage os af i dag - og i morgen - og de kommende dage.

Sommetider kan man kan godt føle sig temmelig magtesløs. Hvad kan vi egentlig gøre ved det hele? Én ting kan vi i hvert fald: Vi kan folde vores hænder og bede til Gud. Vi kan bede Gud om at vise os, hvad vi skal gøre. Så vi kan se vejen, vi skal gå. Og de mennesker, vi skal være noget for. Vi kan bede til Gud for alle dem, vi ikke kan nå.

Herre Jesus Kristus - forbarm dig over os. Giv, at vi må kunne se. Amen.

God søndag og Guds fred
Flere andagter
Prædiken i Særslev Kirke 1. marts 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 8. februar 2026 Prædiken i Melby Kirke 1. februar 2026 Prædiken i Særslev Kirke 25. januar 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 18. januar 2026

Kirkekalender

Søndag 08. marts


3. søndag i fasten

Ejlby Kirke kl. 10:30
Ved Gunvor Sandvad


Se flere datoer

Arrangementer
Nørklecafe
Fredag 6. marts
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 1. marts 2026
Prædiken i Særslev Kirke 1. marts 2026 2. søndag i fasten v. sognepræst Gunvor Sandvad Fra Det....
Læs mere
Prædiken i Melby Kirke 15. februar 2026
Prædiken i Melby Kirke 15. februar 2026 Fastelavns søndag v. sognepræst Gunvor Sandvad Fra Det....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 4. marts 2026. Kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående lin....
Læs mere
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 5. februar 2026. Kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående l....
Læs mere
Kommende møder:
05. marts 2026 kl. 16.30
30. marts 2026 kl. 16.30
Ekstraordinært møde
09. april 2026 kl. 18.30
12. maj 2026 kl. 16.30
02. juni 2026 kl. 16.30
12. august 2026 kl. 16.30
03. september 2026 kl. 16.30
06. oktober 2026 kl. 16.30
04. november 2026 kl. 16.30
03. december 2026 kl. 16.30

Nyt fra graveren
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård I september havde vi besøg af Arbejdstilsyn....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring