Andagter & prædikener

Prædiken i Særslev Kirke 9. november 2025
21. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Johannesevangeliet kap. 4, vers 46-56

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.«

Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.

Prædiken:



Sommetider kommer der bump på vejen og livet bliver helt anderledes, end vi havde forestillet os. Vi har nu hørt fra Bibelen om to indflydelsesrige mænd, som oplevede det.

Først hørte vi om hærføreren Na'aman. Han blev syg af spedalskhed. Han rejste med store gaver og et følge af tjenere til profeten Elisa. Han forventede, at Elisa ville tage imod gaverne og fikse problemet med en bøn til Gud og en håndbevægelse.

Men Elisa tog ikke imod gaverne. Han fiksede heller ikke problemet hurtigt. Elisa sagde, at Na'aman skulle bade sig i Jordanfloden 7 gange. Na'aman blev vred og meget fornærmet på Elisa. Ja, han var nok også vred på Gud.

Men hans tjenere overtalte ham til at forsøge. Det var jo ikke ligesom en svær opgave. Na'aman dyppede sig i Jordanfloden - og underet skete: Han blev rask.

Det er en mærkelig beretning. Men jeg hæfter mig ved, at Gud faktisk hjalp Na'aman, selvom Na'aman var så vred. Det er der evangelium - godt budskab i:

At blive vred på andre mennesker og på Gud - Det er én af de måder, vi kan reagere på, når livet bliver anderledes, end vi havde ønsket. Men selvom vi bliver vrede på Gud og drejer om på hælen og siger til Gud: Nu vil jeg ikke have mere med dig at gøre. Så holder Gud stadigvæk fast i os.

-

Profeten Elisa sagde, at Na'aman skulle bade sig i Jordanfloden. Jesus blev døbt i Jordanfloden. Vi kan også læse beretningen om Na'aman, som en henvisning til dåben.

Når livet er svært og op ad bakke, skal vi holde fast i, at vi er døbte. Da vi blev døbt, sagde og lovede Jesus: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Lige før sang vi:

Du kommer Jesus i vor dåb.
Her rækker du os mod og håb.
Alene er vi svage.
Nu lover du at være med,
at være med os hvert et sted
i dag og alle dage.

Jesus går med os på vejen. Også når vi ikke oplever det sådan.

I dagens evangelium hørte vi om en far, som gik fra Kapernaum nede ved bredden af Genesareth Sø og op i højlandet til Kana, hvor Jesus opholdt sig. En tur på 25 km. Han bad Jesus om at tage med ham hjem og helbrede hans søn. Kom med derned, før mit barn dør, bad han indtrængende Jesus - endda to gange. Men Jesus gik ikke med faderen hjem. Jesus sendte ham hjem og sagde: 'Gå hjem, din søn lever.'

Manden troede Jesus på hans ord - og gik, fortæller Johannes. Gad vide, hvordan turen hjemad har været? Jeg tror, det var en lang tur. Turen tog i hvert fald hele natten. Det var nemlig først dagen efter, at de kom løbende ham i møde hjemmefra og fortalte: Din søn lever - I går forlod feberen ham.

Mens han gik hjemad om natten, i mørket, tænkte han måske ind imellem opgivende: 'Nu har jeg gået her og spildt tiden til ingen nytte. Når jeg kommer hjem, er min søn måske allerede død. Jeg skulle hellere være blevet hjemme ved ham.'

Alligevel tog manden et skridt mere - og ét til. Skridt for skridt gik han gennem mørket. Og holdt fast i det, som Jesus havde sagt: Gå hjem - din søn lever.

Livet er sommetider ligesom faderens tur i mørke og uvished hjemad. Sommetider går vi i mørke. Sommetider er vi usikre og må kæmpe med frygt, bekymring og uro.

At tro er ikke at være fri for usikkerhed. At tro er slet ikke at være skråsikker og uden tvivl. At tro er at holde fast ved det, som Jesus har sagt - selvom man er usikker - og så tage et skridt mere. Ligesom den her far gjorde. Og finde hvile i, at vi er i Guds gode hænder, selvom vi ikke ved, hvad der venter bag det næste sving på vejen.

Jesus sagde også til faderen: Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke. Umiddelbart lyder det hårdt. Men måske er det bare en konstatering: Ja, vi mennesker har vitterligt brug for tegn for at kunne tro på, at Gud er til og hjælper os.

Drengen var blevet feberfri lige præcis på det klokkeslæt, hvor Jesus sagde: Gå hjem din søn lever. For hans far var det et tegn på, at Gud var til og havde grebet ind. Nu kunne han tro endnu mere på Gud.

Giver Gud stadig sådanne tegn? Har vi oplevet noget, som var tegn på Guds hjælp og trofasthed? Det kan vi jo hver især gå hjem og tænke over.

For mit eget vedkommende: Når der sker noget godt. Eller når jeg blev reddet på målstregen, lige før noget gik galt. Så tænker jeg spontant: 'Der var jeg godt nok heldig!'

Men var det kun held? Eller var det Guds godhed og omsorg for mig? Sommetider retter jeg mig selv og siger: 'Der blev jeg hjulpet og reddet af Gud. Tak for det, Gud.'

Til andre tider føles det, som om Gud er langt væk. Der er ikke nogen tegn. Vi hører ikke stærke ord, ligesom faderen:' Gå hjem - din søn lever.' Sådan skifter livet mellem lys og mørke.

Men uanset hvad, så kan vi leve hver dag på ordene: 'Guds søn lever'. Efter sin opstandelse sagde Jesus: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Og de ord blev gentaget og sagt til os, da vi blev døbt. Vi er ikke alene - heller ikke når vi går i mørket. Jesus går med os.

Amen.

God søndag - og Guds fred.
Prædiken i Ejlby Kirke 7. december 2025 Miniprædiken ved familiegudstjeneste i Særslev Kirke 30. november 2025 Prædiken i Ejlby Kirke 16. november 2025 Prædiken 2. november 2025 i Ejlby Kirke & Særslev Kirke Prædiken i Melby Kirke 19. oktober 2025