Andagter & prædikener

Prædiken i Ejlby Kirke 5. oktober 2025
16. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Lukasevangeliet kap. 7, vers 11-17

Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende.

Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor.

Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Prædiken:



Blæsten har rusket godt i træerne de sidste par dage - og det har regnet både med vand fra himlen og brune blade. Det er løvfaldstid nu.

Der er også blevet rusket i os i de seneste par uger. Vi er blevet rystet og rusket i vores sikkerhed og tryghed. Vi har lært et nyt ord: Hybridkrig. Det var i hvert fald et nyt ord for mig.

Men lige nu sidder vi i læ af kirkens tykke mure. Det er ovenikøbet 16. søndag efter trinitatis, som fra gammel tid er blevet kaldt: Efterårets påskedag eller Løvfaldspåske! Navne med håb i: Påske midt i løvfaldets brune blade. Håb, mens det suser om ørerne. Det er lige hvad, vi trænger til! Vi trænger til håb.

Efteråret bliver til påske! Det gælder også vores livs efterår. Efteråret ender med påske: Med opstandelse fra de døde - opstandelse til evigt liv hos Gud i Himlen. Og påske i vores liv her og nu, så vi kan blive til håb for hinanden.

-

Jesus gik til ind i en byen Nain. Et begravelsesfølge var vej ud af byen: På en båre lå en ung mand, der var død. Bagefter gik hans mor. Hun gik den tunge vej mod kirkegården. Hun havde gået den tunge vej før. Hun havde tidligere mistet sin mand. Nu var hendes eneste barn - hendes unge, voksne søn død.

Jesus så det hele. Og så ynkedes han over hende, fortæller Lukas. Det er et stærkt ord. At ynkes er, når man mærker en andens smerte på sin egen krop, så det bliver ens egen.

Jesus mærkede moderens sorg og smerte helt ind i hjertet. Og så greb han ind. Uden at hun eller nogen andre havde bedt ham det. Jesus gik hen og lagde hånden på båren. Han talte direkte til den døde: Unge mand, jeg siger dig, rejs dig op! Og underet skete: Den unge mand satte sig op - og begyndte at tale. Han havde fået livet igen. Jesus gav ham til hans mor. Hvordan hun følte det, hører vi ikke. Det var nok også helt ubeskriveligt.

Men resten af følgets reaktion hører vi om: De priste Gud og sagde: Gud har besøgt sit folk. De havde lige erfaret, at Gud var hos dem. Himlens og jordens skaber havde givet liv på ny til den unge mand. Det gav dem alle håb og tro og stor glæde.

Hvad kan vi så bruge beretningen til? Ja, hvis nogen føler sig skuffet, er det helt forståeligt: Jamen Jesus, når du nu virkelig kan gøre så store undere - hvorfor griber du så ikke noget mere ind? Hvorfor standser du ikke nogen flere ulykker og dødens ubønhørlige gang? Eller standser et par krige eller to? Vi beder dig jo om at gribe ind? Hvorfor gør du det så ikke?

Det er OK at spørge sådan. Og måske får du og jeg en dag et svar fra Herren Jesus på vores spørgsmål: Hvorfor Jesus? Men her og nu er svaret skjult for os.

Alligevel er det som om, at Jesus Kristus den dag i Nain trækker gardinet lidt til side og lader os kigge ind i Himlen - dér hvor han kommer fra. I et glimt lader Jesus os se, hvad der vil ske engang: Det ender med liv til de døde. Det ender med den store opstandelse, hvor Gud tømmer alle kirkegårde og gravpladser og også finder dem, som fik deres aske strøet over havet - og dem, som aldrig blev fundet.

Gud vil sige: Rejs jer op! til de døde: Og så bliver der stor opstandelse. Opstandelse fra de døde til evigt liv hos Gud. Den helt store påske.

Det ender godt. Vi skal leve og være sammen med Gud og hinanden til evig tid. Vi skal gense dem, vi savner nu. Vi skal mødes og leve i Guds evige lys. Det håb er livsnerven i den kristne tro. Det er håbet på den lange bane!

-

Men også på den korte bane er der håb. Håb til os lige her og nu, hvor vi bliver rusket i og rystet. Håb til os, der ikke får svar på vores 'Hvorfor? Håb til os, der også mister og sørger og ikke får vores kære døde tilbage - i hvert fald ikke før den store opstandelse engang.

Jesus Kristus er også med os nu. Han møder os fra en verden fuld af liv og håb og med muligheder, der overgår vores egne.

Den opstandne Jesus går med os på vejen gennem livet. Jeg forestiller mig Kristus som en usynlig ven, der følger os på vejen. Han griber ind - meget mere, end vi opdager. Meget af det, som vi kalder held og tilfældigheder, er snarere hans indgriben.

Jesus Kristus er nemlig trådt ind i din og min verden og vores verden. Det er vores død, han kender og gennemled. Det er vores død, han stod op fra Påskemorgen. Det er vores hjerter, han kan se ind i. Det er vores skridt, han følger. Derfor må vi sige, at så kan alting ske! Paulus skrev i dagens epistel om Guds muligheder:

Han formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over, hvad vi beder om eller forstår.
(Efeserbrevet kap. 3, vers 20)

Jesu og Guds kraft, der virker i os, er Helligånden. Helligånden skaber tillid til Gud, til livet og hinanden - og giver inspiration til at give hinanden håb.

Vi mennesker får håb og kan klare utrolig meget, når bare vi mærker, at vi ikke er alene. Men mærker at Gud, Jesus, Helligånden og vores medmennesker er lige ved siden af. Det kan ligefrem gøre os trygge midt i farerne, som vi skal synge om lidt. Det er også en slags påske: Håbets opstandelse i vores hjerter.

Gud har givet os mennesker til hinanden, for at vi skal være til glæde, hjælp og støtte for hinanden. Vi giver hinanden håb i en usikker tid, når vi rykker lidt tættere sammen. Og det mest betydningsfuld er sådan set ikke det, vi gør - men at vi er der.

Med Paulus´ ord igen: Så lad os bede om, at vi må styrkes i det indre menneske ved hans Ånd. At Jesus Kristus ved troen må bo i vores hjerter. Og at vi må være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed. (Efeserbrevet kap. 3, vers 16-170)

Så bliver vi ikke sådan lige blæst omkuld, når det rusker i os. Og vi får håb. Håb vi kan give videre og dele med hinanden. Amen

God søndag og Guds fred.
Prædiken i Ejlby Kirke 16. november 2025 Prædiken i Særslev Kirke 9. november 2025 Prædiken 2. november 2025 i Ejlby Kirke & Særslev Kirke Prædiken i Melby Kirke 19. oktober 2025 Prædiken i Særslev Kirke 12. oktober 2025