Andagter & prædikener

Prædiken i Ejlby Kirke 7. september 2025
12. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Markusevangeliet kap. 7, vers 31-37

Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham.

Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« - det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt.

Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«

Prædiken:



Effatha! sagde Jesus til den døvstumme mand. Det betyder: Luk dig op! Den døves ører lukkede sig op, så han kunne høre. Hans tungebånd blev løsnet, så han kunne tale.

Det må have været helt overvældende for manden: Tænk måske for første gang at kunne høre fuglesang. Høre vindens susen i træerne og frem for alt: Høre andre menneskers stemmer. Tænk måske for første gang at kunne høre, hvad andre siger og selv kunne snakke med. Det er nemlig det værste ved ikke at kunne høre: Man er inde i sin egen lukkede verden. Man er uden for fællesskabet. Man kan ikke være med i snakken.

Jesus tog den døvstumme mand lidt afsides. Jesus stak fingrene i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge. Siden corona-epidemien, hvor vi alle sammen blev eksperter i afspritning og hygiejne, giver det et helt spjæt i en at høre, hvad Jesus gjorde! Tænkt alt det, Jesus kunne have smittet ham med!

Men det var omsorg for den døvstumme. Det var tegnsprog. Jesus rørte ved ham, så han kunne følge med og være klar over, hvad Jesus ville gøre. Manden skulle vide, at Jesus ville helbrede hans ører og tungebånd. Og han skulle vide, at underet kom fra Himlen. Hørelsen og talens brug var Guds vidunderlige gave til ham.

Effatha - sagde Jesus til den døvstumme. Ordet er aramæisk og betyder: Luk dig op. Der er ikke noget som helst hokuspokus ved det. Jesus talte bare sit modersmål. Men øjeblikket har gjort så stærkt et indtryk på de omkringstående, at Markus skrev det aramæiske ord Effatha i sit evangelium, som han ellers skrev på græsk, datidens verdenssprog.

-

Hvad betyder underet så for os? Effatha - luk dig op - det er en genklang af skabelsens morgen, hvor Gud sagde: 'Der skal være lys,' - og der blev lys. Gud skabte vores vidunderlige verden på seks dage. Den syvende dag fuldendte Gud hele skaberværket ved at hvile sig. Hvilen var prikken over i-et. Den syvende dag blev velsignet af Gud og givet til mennesker til os mennesker at hvile os på.

Gud skabte hviledagen, for at han kan tage os afsides - ligesom Jesus gjorde med den døvstumme. Gud vil åbne vores ører, så vi kan høre om hans kærlighed og frelse - og om Guds vilje med vores liv.

Kirken og gudstjenesten er foræret os, for at være en helle, hvor vi har lov til at gøre ingenting. Vi får muligheden for at lade skuldrene falde ned og blive stille indeni. Allerede i indgangsbønnen, som kirkesanger siger, beder vi Gud om, at han vil åbne vores hjerter og ører, så vi kan høre Guds stemme - blandt alle mulige andre stemmer.

-

Da Jesus sagde: 'Effatha - Luk dig op' kom den døvstumme mand ud af sin egen lukkede verden.

Nu har jeg allerede én gang har husket jer på corona-tiden. Dengang snakkede vi om bobler - corona-bobler. Vi måtte være i boble med dem, som vi boede sammen med - og sommetider op til 10 personer eller flere. Hvis én fik corona, skulle alle de andre i boblen isolere sig. Det var en hård tid, der sled på os. Og det, vi længtes allermest efter, var at komme ud af boblen - og frit kunne være sammen med andre.

Selvom man har fuld hørelse og heller ikke er isoleret på grund af sygdom, kan man alligevel godt føle, at man er inde i en boble. Inde i sin egen lille lukkede verden. Nogle bruger billedet, at de ligesom føler sig inde i en osteklokke af glas: Man kan se ud på verden udenfor, men man kommer ikke ud i den - og verden kommer heller ikke ind til en.

Sådan kan man have det, når man er fyldt af sorg eller af mange bekymringer og spekulationer. Eller både sorg og bekymringer på samme tid: Det kører rundt i tankerne hele tiden og fylder det hele. Og alt andet kommer ikke sådan rigtig ind.

Derfor har vi også brug for, at Jesus kommer til os og siger: 'Effata - luk dig op.' Vi har brug for, at han åbner vores sind for hver ny dag og de muligheder, der kommer til os.

Jesus viser sig yderst sjældent i egen guddommelig person. Langt oftere tilskynder han et medmenneske: For eksempel en god ven eller veninde, som rykker mig i ærmet og siger: Septembers himmel er så dejlig blå i dag. Jeg vil til Gyldensteen strand og gå en tur. Vil du ikke med? Det er et kærligt 'Effata - luk dig op', som Herren Jesus lægger i mit medmenneskes mund. Det kalder mig ud af boblen.

-

'Effata - luk dig op.' Men vi skal heller ikke åbne os for hvad som helst. Fra Det gamle Testamente hørte vi om guder - lavet af sølv og guld. De er ikke noget værd. For de kan hverken høre eller se, sådan som Gud, vor Far i Himlen, kan.

Jeg ved ikke, hvor mange i dagens Danmark, der laver sig gudebilleder af guld og sølv og stiller dem op i stuen derhjemme. Men mange af os har et betalingskort i pungen eller på telefonen. Hvis vi nu forstår guder af guld og sølv som et billede på penge - så er de gamle ord aktuelle for de fleste: Penge er rare af have - men de må ikke blive til livets mening. Penge kan hverken se eller høre eller redde os, sådan som Gud kan.

Stykket fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente slutter med ordene: 'Stol på Gud - han er jeres hjælper og beskytter'. (Salmernes Bog kap. 115, vers 109 - fra Bibelen 2020)

Må Gud Helligånd åbne vores hjerter for den usynlige virkelighed, så vi kan stole på Gud og hans hjælp og beskyttelse.

Så lær mig da Herre, at dig til behag
jeg bruger det pund, mig blev givet:
At fylde med hæderligt virke min dag
At hjælpe og værne om den, som er svag.
At elske, thi deri er livet.
Og giv mig til sidst
et navn, Herre Krist,
som er i din livsbog indskrevet.
(Den Danske Salmebog nr. 728, vers 4)

Amen.

God søndag og Guds fred.
Prædiken i Særslev Kirke 1. marts 2026 Prædiken i Melby Kirke 15. februar 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 8. februar 2026 Prædiken i Melby Kirke 1. februar 2026 Prædiken i Særslev Kirke 25. januar 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 18. januar 2026