Andagter & prædikener
Prædiken i Melby Kirke 16. juni 20243. søndag efter trinitatisv. sognepræst Gunvor Sandvad
Fra Det Nye Testamente: Lukasevangeliet kap. 15, vers 11-32Jesus sagde også: 'En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem.
Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.
Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.
Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste.
Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.
Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger - da han kom, slagtede du fedekalven til ham.
Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.'
Prædiken:I onsdags var nogle af os på en dejlig sommerudflugt, arrangeret af vores menighedsråd og pensionistforening. Vi var bl.a. på Vestfyns Hjemstavnsgård i Gummerup ved Glamsbjerg. Den venlige rundviser gjorde mig opmærksom på en stenskulptur i haven. I har fået et billede af den.
Den fortabte søns far
- lavet af den sydfynske billedhugger Kaj Nielsen.
- fotograferet 12. juni 2024 i haven ved Vestfyns Hjemstavnsgård i Gummerup ved Glamsbjerg.Den fortabte søns far hedder skulpturen: Faderen sidder på en sten oppe på en forhøjning og ser ud mod vejen: Den vej, som hans yngste søn gik, da han forlod gården, sit hjem og sin far med tasken fuld af penge.
Skulpturen gjorde indtryk på mig, fordi faderen er en gammel mand. Krumrygget, duknakket, hvidhåret.
Jeg har altid forestillet mig, at den yngste søn var helt ung, da han bad om sin arv og tog hjemmefra. Måske lige fyldt 18, havde lige fået kørekort og sin første bil: En godt brugt bil, som han med vennernes hjælp havde fikset, så den kunne holde til en lang tur. Nu skulle han rigtig ud at opleve verden.
Jeg har også altid forestillet mig, at der højst gik nogle måneder eller måske et år. Så fik han hjemlængsel og kom tilbage igen.
Moders øjne dog stærkest bandt. (fra vers 3 af 'Ole sad på en knold og sang')Men da jeg så skulpturen, slog det mig pludselig: Måske gik der faktisk mange år - flere årtier. Jesus fortæller ikke noget om det.
Måske var sønnen ganske rigtig ung, da han tog afsted. Men han var gråhåret, da han langt om længe kom hjem. I mellemtiden var hans far blevet gammel. Gården var overdraget til næste generation, den ældste bror:
Alt mit er dit, siger faderen til ham.
Du ejer det hele. Jeg er her kun lidt endnu på aftægt.Måske var faderen også blevet enkemand, siden vi ikke hører om en mor. De mange års savn har mærket den gamle far: Han er grå og krum - og med et sorgfuldt, indadvendt blik.
Hvem er han, den gamle mand, som hver dag går herop på bakken? Hviler sig lidt på stenen - kniber øjnene sammen og spejder - og lukker øjnene bagefter. For at holde fast i billedet af den søn, han har elsket og savnet i så mange år. Hvem er han?
-
Åh, siger naboerne:
Det er ham den gamle nede fra gården. Han håber stadig, at hans yngste søn kommer hjem igen. Det er virkelig rigtig længe siden, at den unge mand lokkede hele arven fra ham. Han tog afsted til et fremmed land med lommen fuld af penge. Og han kommer jo aldrig hjem. Han har sikkert både kone og børn, villa, volvo og vovhund, dér hvor han er nu. Men hans gamle far håber alligevel stadig på, at hans søn dukker op en dag. Han stavrer herop med sin stok hver eneste dag - og ser længselsfuldt mod horisonten.Kai Nielsen har mejslet et stærkt billede af Gud i granit. Gud, der er mærket af mange års længsel og savn. Længslen er næret af en stor kærlighed, som aldrig hører op:
Dagen lang rakte jeg hænderne ud mod et genstridigt folk, hørte vi Gud sige i Esajas' bog.
Gud bliver ved med at række hænderne ud. Også når hans børn har vendt ham ryggen. Gud bliver ved med at længes og håbe på, at hans børn dog en dag kommer tilbage - kommer hjem.
I lignelsen sker det:
En dag ser den gamle en lille prik i horisonten. Den gamle rejser sig fra stenen og kigger nøjere: Jo, det er virkelig hans søn. Endelig kommer han. Den gamle glemmer stokken og løber sin søn i møde med omfavnelse, kys og kram. Glemt er de mange års venten og sorg. Han kysser sin elskede søn velkommen hjem med en fuldstændig uforbeholden kærlighed og tilgivelse.
Den søn, der havde vendt sin far ryggen, får ring på fingeren, sko på fødderne og festdragt på: Fedekalven bliver slagtet - og hele huset sat på den anden ende til 'Velkommen hjem-fest'. Det dufter vidunderligt af kalvesteg med brun skysovs, hjemmelavet agurkesalat og nye kartofler til.
Den fortabte søn må ikke være et sekund i tvivl om, at han er velkommen hjem. Han er ventet og velkommen. I alle de mange år har han været savnet, ventet og elsket af sin far. Derfor tilgiver faderen ham totalt - også selvom det i bund og grund var utilgiveligt, hvad han havde gjort.
Vi skal tage det her billede af Gud til os. For det gælder også os. Vi kan altid komme hjem til Gud. Vi bliver taget godt imod med åbne arme. Vi er elskede - ventede og velkomne.
Vi mennesker bliver så let indhentet af smålighed og fordømmelse - men Guds arme er åbne og generøse. Ingen bebrejdelser, men en hjertelig omfavnelse, møder Gud os med. Gud ønsker sine børn nær. Han længes efter at finde os igen. Han længes efter at favne og tilgive os.
Der ligger to kald fra Gud til os i Jesu lignelse:
Det ene kald lyder:
Drop nu alt det der med at leve på egen hånd. Kom til fornuft. Kom hjem. Du er ventet og velkommen. Gud længes efter dig.Det andet kald lyder:
Vær faderlig - moderlig - ligesom Gud er.Den ældste bror blev så jaloux og bitter - og ville ikke gå ind til festen. Så gik faderen ud til ham og bad ham komme ind:
Se dog på, hvor meget du har fået. Du er ikke blevet snydt. Du har min kærlighed hver eneste dag. Mit barn, du er altid hos mig - og alt mit er dit.Kom nu med ind. Vær faderlig - vær moderlig. Der er så mange forkomne mennesker, der har brug for at blive favnet. De er dine brødre og søstre. I er alle børn af Guds hus. Og du kan godt.Hvordan lignelsen fortsætter og slutter, bestemmer vi. Jesus gav ikke sin lignelse en slutning. For den slutning fortæller vi nemlig. Vi fortæller med vores valg og vores væremåde.
Amen.
God søndag - og Guds fred
Flere andagter