Andagter & prædikener

Prædiken i Særslev Kirke 9. juni 2024
2. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad



Fra Det Nye Testamente - Lukasevangeliet kap. 14, vers 25-35:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? - for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.

Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Prædiken:

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og talte til dem. Sådan begynder dagens evangelium.

Jeg ser for mig, hvordan Jesus går forrest. Bagefter kommer de 12 disciple og derefter et helt optog af mange forskellige mennesker i alle aldre. Men så pludselig stopper Jesus midt på vejen - vender sig rundt og siger:

Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre - ja, sit eget liv - kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Måske de havde gået og hyggesnakket. Nu blev der helt stille. Måske en pæn del drejede om på hælen, og gik hjem igen og tilbage til, hvor de kom fra. Nu kunne og ville de ikke være med længere. Det er nemlig en vildt høj pris, Jesus kræver af enhver, der vil følge ham: Vi skal hade vores nærmeste familie og vores eget liv. Vi skal bære vores kors og gå i Jesu spor. Kort sagt - vi skal sætte alt andet til side og gå 'all in' - på højeste niveau.

Et par kapitler før skriver Lukas: 'Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem, som målet for sin rejse.' (Lukasevangeliet 9,51)

Jesus vidste, hvor han var på vej hen. Han vidste, hvad der ventede ham i Jerusalem: Han var på vej til store smerter, tårer og en pinefuld død. Selvom mange fulgte ham nu, vidste Jesus også, at det ville tynde ud i dem. De ville vende ham ryggen - en efter en. Til sidst ville han hænge alene på korset.

At blive svigtet og forladt, gør de fleste af os ulykkelige og bitre. Jesus blev ikke bitter. Hans sidste ord til alle, der havde forladt og svigtet ham, var bønnen, han bad på korset: 'Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.' (Lukasevangeliet 23,34)

Set i det her et større perspektiv, synes jeg, at Jesu ord virker knap så hårde, og måske lidt lettere at tage til sig. For også disse ord er evangelium - godt budskab fra Gud - selvom det gode budskab er pakket ind i skarpe vendinger. Jeg hører tre gode budskaber fra Gud i Jesu ord i dag:

For det første: Alt det afgørende i livet koster noget. Det har sin pris, hvis vi tager det alvorligt.

For det andet: Vi er mere end vores plads i familien og hvor vi bor og har vores dagligdag. Vi fik nemlig korset at bære i dåben.

For det tredje: At bære korset forandrer os.

--

For det første: Alt det afgørende i livet koster noget. Det har sin pris, hvis vi tager det alvorligt. Det ved vi godt: Vil man have en plads i Europa-Parlamentet, må man sætte alt andet til side og føre valgkamp. Vil man gøre en forskel, må man bruge tid på det, man har engageret sig i. Vil man have børn og familie, må man bruge masser af tid sammen. Alt det afgørende i livet koster noget. Vi bruger af vores liv, tid og kræfter på det.

Tænk at livet koster livet - det er altid samme pris - skal vi synge om lidt. Det gode er så: At når vi betaler prisen - når vi bruger vores tid, kræfter og liv på noget - så får vi en hel masse igen: Fællesskab og samhørighed - og forhåbentlig også en følelse, at livet er meningsfyldt og værdifuldt.

I den første bibellæsning fra Johannes' Åbenbaring hørte vi: Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig. (Johannes' Åbenbaring 3, 19-20)

Et smukt billede på, at Gud i Jesus har kastet sin kærlighed på os og vil fylde vores liv med mening, værdi og samhørig.

Men Jesus kommer ikke bare brasende og tromler os ned. Han banker på - venter tålmodigt udenfor og håber på, at vi vil lukke ham ind. Ikke kun én gang for alle. Det er hver ny dag og i hver ny situation, at Herren Jesus banker på, og gerne vil ind.

Han har jo allerede sat sit mærke på os. Korset, som blev tegnet for vores ansigt og bryst i dåben. Korset er tegn på, at vi tilhører ham, Jesus Kristus.

Og det er så det andet gode budskab: Vi er mere end vores plads i familien og hvor vi bor og har vores dagligdag. Vi er også Guds børn og tilhører Jesus Kristus.

Relationerne - vores kærlighedsbånd til familie og venner - er en af Guds største gaver og en stadig kilde til glæde og mening i vores liv. Samtidigt har kærligheden også sin pris. Vi kan miste. Miste nærheden og fortroligheden - eller blive skilt fra hinanden af døden.

Hvem er jeg så? Måske netop, når de dyrebare relationer er mistet, kan der være en trøst og styrke i Jesu skarpe ord om at hade sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv.

Vi har også en anden identitet: Vi er også Guds børn. Vi tilhører Jesus Kristus. Det er korset, som vi fik i vores dåb et tegn på. Og det er en relation som holder - hele vejen - også ind i døden og evigheden. Der, hvor vi er alene - der, hvor andre mennesker ikke kan nå os længere og følge os - der er Gud og Jesus. De holder fast ved os og går med os hele vejen hjem til Himlen.

Og så det tredje og sidste gode budskab: At bære korset forandrer os. Det er ligesom i alle de andre relationer. Jo oftere vi lukker døren op for Jesus Kristus, jo mere kommer vi til at ligne ham. Det er da et rigtig godt budskab, som må give håb og optimisme. Tænk, at vi kan blive præget af Herren til større hengivenhed, tålmodighed, trofasthed, mildhed, udholdenhed osv.

Jesus Kristus siger: Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham - gå ind til hende.

Amen
Prædiken i Melby Kirke 19. januar 2025 Prædiken Helligtrekongers søndag 2025 Prædiken Nytårsdag 2025 Prædiken Julesøndag 2024 Prædiken 2. Juledag 2024 Prædiken Juledag 2024