Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Prædiken i Ejlby Kirke 2. juni 2024
1. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Lukasevangeliet kap. 12, vers 13-21

En i skaren sagde til Jesus: »Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.« Men Jesus svarede: »Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?« Og han sagde til dem: »Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.«

Og han fortalte dem en lignelse: »Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

Prædiken:



Nu er vi godt i gang med anden halvdel af kirkeåret. Første halvdel af kirkeåret er med de store højtider jul, påske og pinse. Det handler om, hvad Gud har gjort for os. Gud skabte verden og sendte Jesus for at frelse os. Sådan helt kort sagt!

Hvordan påvirker det så vores liv med hinanden? Og er der noget vi nødvendigvis må forandre i vores levevis? Det handler den anden halvdel af kirkeåret om. De mange trinitatis-søndage, som vi nu har taget hul på.

Dem, som for mange år siden, udvalgte bibelteksterne til kirkeåret, tænkte måske: Lad os tage menneskers største udfordring først! Her på søndag efter trinitatis handler det nemlig om vores forhold til penge og ejendom - og når vi får den store gevinst.

I ugens løb har jeg hørt flere fortælle om dokumentarudsendelserne 'Den sorte svane'. Med afsløringer af korruption, svindel og hvidvask af penge. Jeg har ikke selv set udsendelserne. Men det lyder som om, at Paulus ord stadig er aktuelle: Kærlighed til penge er roden til alt ondt.

Dagens evangelium begynder med to søskende, som skulle dele arven efter deres afdøde forældre. Det lader til, at den ene havde taget hele boet til sig. Den anden kom i hvert fald hen til Jesus og bad ham hjælpe sig med at få sin retmæssige arv: Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.

Jesus ville ikke agere skifteret. Alligevel gav Jesus sin mening til kende ved at fortælle en lignelse: Han fortalte om en landmand, der fik en stor og god høst. Landmanden lagde store planer om at bygge større lader - gå på tidlig pension og leve af den store høst resten af sit liv. Det nåede han så ikke - fordi Gud krævede hans liv, samme nat.

Skal landbruget nu også have et hak i tuden af Jesus? tænker I måske. Det ville nu nok være at tage sig det for nært. Jesus fortalte om landmænd, fiskere, købmænd, fædre og mødre i sine lignelser - fordi det var noget, de fleste kunne genkende.

Hvad gik der galt for det succesrige bonde? Jo, han druknede i sin store høst. Han glemte sine medmennesker. Han så kun, hvordan den store høste kunne gavne ham selv: Så min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad.

Kornet høstede ikke sig selv. Hvad med alle dem, der havde arbejdet på hans marker. Skulle de ikke også have haft deres del af det store udbytte? Måske boede der fattige familier i nabolaget, som gik sultne i seng? Kunne han ikke have givet noget til dem - nu hvor han faktisk havde mulighed for at hjælpe?

Tilsyneladende skænkede han ikke andre end sig selv en tanke. Han snakkede kun med sig selv - og om sig selv. 12 gange i løbet af den korte lignelse siger han: Jeg, mig, mit. Bonden blev fattig midt i sin rigdom. Fordi han lukkede sig om sig selv.

Pointen i Jesu lignelse er enkel: Vi skal åbne hænderne og tænke på vores medmennesker. Vi skal dele - i stedet for at skrabe til os. Vi skal bruge, hvad vi har fået, til gavn for andre.

Bonden bliver kaldt en tåbe i Jesu lignelse. Det tåbelige er ikke, at han fik en stor høst. Der lå mange timers fornuftigt arbejde og dygtigt landmandskab bag den store høst. Det tåbelige er heller ikke, at han ville bygge større lader og passe godt på høsten. Det er rettidig omhu og respekt for ressourcerne.

Det tåbelige er, at han ser sin høst som noget han kan slå sig til ro med: Slå dig til ro, spis, drik og vær glad.

Jesus under os ikke rist eller ro. Vi har ikke fået vores evner og muligheder, for at vi skal slå os til ro og lukke os om os selv - og vores egne. Penge og evner, ressourcer og muligheder - alt sammen er det Guds gaver, som vi må gøre vores bedste for at bruge rigtigt, så det bliver til gavn for andre og flere.

-

Der er selvfølgelig en tanke bag de salmer, vi synger i dag. Vi begyndte med 'Op al den ting, som Gud har gjort': Brorsons forundring og glæde over naturen, som Gud har skabt. Den kan vi synge med på i dag: Tænk sig, at vi har fået sådan en dejlig sommerdag givet, hvor vi kan nyde alt det grønne, blomsterne, fuglene - solen og den blå himmel. Tak Gud, for alle dine gaver.

Og det synger vi så igen og igen i den sidste salme: Tak Gud, for denne lyse morgen - for evner og kræfter - og for at der findes mennesker, som kan lide mig! Tak for det hele Gud. I kan selv digte flere vers, med alt det vi kan sige Gud tak for.

Før prædikenen blev vi sat på plads af en gammel salme:
Gud gav dig her de mange pund til låns - men ej til eje.
Byg eget hus på arvet grund - så bor du dog til leje!
(Salmebogen nr. 692, vers 2)

Så er det vist sagt tydeligt nok: Vi skal lægge ejerfornemmelserne til side - og i stedet have den synsvinkel, at alt - simpelthen alt - er Guds og tilhører Gud. Men stor tak til Gud. Fordi vi har fået lov til at låne det, mens vi lever. Og fordi vi har fået lov til at leve. Tak for det, Gud! Så må vi sandelig også prøve at gøre vores bedste!

Da Jesus er færdig med lignelsen, siger han: Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.

Hvad er det så at være rig hos Gud? Måske er det - blandt andet - at kunne se, hvor meget, vi faktisk har fået til låns fra Gud? At kunne være tilfreds, forundret, taknemlig - og synge:

Tak Gud for denne lyse morgen.
Tak Gud for denne nye dag.
Tak Gud for kærlighed og varme,
jeg kan leve af.
(100 salmer, nr. 875 vers 1)

Amen.
Flere andagter
Prædiken i Melby Kirke 19. januar 2025 Prædiken Helligtrekongers søndag 2025 Prædiken Nytårsdag 2025 Prædiken Julesøndag 2024 Prædiken 2. Juledag 2024 Prædiken Juledag 2024
Kirkekalender
Lørdag 25. januar
Dåbsgudstjeneste
Særslev:
Ejlby:10.00
Ved Gunvor Sandvad
Melby:
Se flere datoer

Arrangementer
Brødrene Karamazov
Torsdag 23. jan. kl. 19.00
i Hårslev Præstegård
Præstegårdsvænget 4, Hårslev
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Melby Kirke 19. januar 2025
Prædiken i Melby Kirke 19. januar 2025 2. søndag efter helligtrekonger v. sognepræst Gunvor Sand....
Læs mere
Prædiken Helligtrekongers søndag 2025
Prædiken Helligtrekongers søndag 2025 i Melby Kirke v. sognepræst Gunvor Sandvad Fra Det Nye T....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 15. januar 2025. Kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående l....
Læs mere
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 10. december 2024. Beslutningsprotokol kan læses som PDF-fil ved at kl....
Læs mere
Kommende møder:
06. februar 2025 kl. 18.30
04. marts 2025 kl. 18.30
02. april 2025 kl. 18.30
01. maj 2025 kl. 18.30
03. juni 2025 kl. 18.30
13. august 2025 kl. 18.30
04. september 2025 kl. 18.30
07. oktober 2025 kl. 18.30
05. november 2025 kl. 18.30
04. december 2025 kl. 18.30

Nyt fra graveren
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård I september havde vi besøg af Arbejdstilsyn....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring