Andagter & prædikener

Prædiken i Særslev Kirke 1. marts 2026
2. søndag i fasten
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det nye Testamente: Markusevangeliet kap. 9, vers 14-29

Da Jesus og Peter og Jakob og Johannes kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham.

Han spurgte dem: »Hvad er det, I diskuterer med dem?« Og en fra skaren svarede ham: »Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.«

Da udbrød Jesus: »Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!« Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig.

Jesus spurgte hans far: »Hvor længe har han haft det sådan?« Han svarede: »Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os.«

Jesus sagde til ham: »Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.« Straks råbte drengens far: »Jeg tror, hjælp min vantro!«

Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: »Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!«

Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: »Han er død.« Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op.

Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: »Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?« Han svarede dem: »Den slags kan kun drives ud ved bøn.«

Prædiken:



De små fine erantis har jeg plukket under hækken i indkørslen til præstegården. Der kommer de første erantis - hvert år. Bare for halvanden uge siden, lå de begravet under en kæmpe stak af sne, småsten, jord og skidt, som vores gravere havde skovlet sammen, så man kunne komme ind til præstegården.

Jeg stod en dag og kiggede på den høje stak af sne og småsten og tænkte: Det er alt for meget sne. De små erantis bliver da helt kvalt - de klarer det nok ikke - de kommer ikke i år. Sådan tænkte jeg virkelig - helt vintermismodigt! Men se nu bare, erantisserne klarede den! Og så bliver man jo glad helt ned i storetåen: Tak, erantis, du står op - lysende fra tå til top!

Så hørte vi om en far, der kom med sin syge dreng til Jesus og hans disciple. I håb om, at de kunne gøre drengen rask. Faderen havde sikkert forsøgt meget andet i årenes løb for at drengen kunne blive rask. Hvordan kunne han dog holde ud og blive ved med at kæmpe for sin dreng? Jo, selvfølgelig fordi han elskede sit barn. Derfor gav han ikke op. Derfor blev ved med at kæmpe. Kærligheden drev ham frem.

Men også denne gang løb faderen panden mod en mur. For Jesus var der ikke - og disciplene kunne ikke drive dæmonen ud, som gjorde drengen stum og syg. Selvom disciplene forsøgte og gjorde, hvad de kunne. Og bagefter diskuterede vildt, hvad der gik galt, siden det ikke lykkedes for dem.

Da Jesus endelig kom, spurgte han, hvad der foregik og hvorfor de diskuterede så vildt. Faderen forklarede det hele. Så udbrød Jesus: 'Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!'

Det er hårde ord! Jesus bebrejdede dem for at være vantro. Bagefter, da Jesus havde helbredt drengen og alle var gået og der var kommet ro på, spurgte disciplene Jesus: Hvorfor kunne vi ikke drive den urene ånd ud? Jesus svarede: Den slags kan kun drives ud ved bøn.

Bad disciplene ikke til Gud? Var de holdt op med at bede? Det kan godt være det, som var galt: De var holdt op med at bede. Måske troede de, at de skulle og kunne klare det hele selv og på egen hånd. Måske var det deres vantro: At det ikke længere var relevant for dem at bede Gud og Jesus om hjælp. Eller andre mennesker for den sags skyld.

Men faderen holdt sig ikke tilbage for at bede om hjælp: Hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os, og hjalp os, sagde han til Jesus, mens drengen havde et af sine slemme anfald. Hvis du kan! svarer Jesus: Alt er muligt for den, som tror. Så råbte faderen: Jeg tror, hjælp min vantro.

Sikke en trosbekendelse. Den kommer ærligt og lige fra hjertet: Jeg tror da på dig Jesus - ellers var jeg jo ikke kommet. Jeg håber i hvert fald. Men jeg er også blevet skuffet så mange gange. Så jeg tvivler også på, om det overhovedet nytter noget at bede dig om hjælp. Jeg tror, hjælp min vantro.

Sådan er det nok med vores tro - og vil blive ved med at være det: Vi svinger mellem at tro og ikke tro. Vi svinger mellem at bede Gud om hjælp - og slet ikke skænke Gud en tanke.

For Jesus var det anderledes. Vi hørte i læsningen fra Hebræerbrevet, hvordan Jesus hele tiden bad til Gud, mens hans levede her på jorden. Endda med høje råb og tårer. Og Jesus formulerede og videregav bønnen Fadervor til os. En bøn vi altid kan have med os og bede når som helst. Vi kan også bede lige så kort, som faderen gjorde: Hvis du kan gøre noget, Gud, så forbarm dig over os og hjælp os!

Men må man være til ulejlighed? Jeg tror, mange af os har det svært med at bede om hjælp. Vi vil helst klare os selv, og bryder os ikke om at være til ulejlighed. Man vil jo ikke være til besvær. Men hvad nu, hvis det faktisk er meningen med livet? Hvad nu, hvis vi er skabt til at være forbundne og afhængige af Gud og af hinanden?

I dag får vi både Jesus og faderen til den syge dreng som forbilleder. Fordi de turde bede. Bøn er at turde gøre Gud ulejlighed. Bøn er at bede både Gud og hinanden om hjælp. Vi skal ikke være så tilbageholdende med at være til besvær. Vi giver også noget til hinanden og til Gud, når vi beder om hjælp:

En af de dage, hvor der kom rigtig meget sne, var der i TVnyhederne reportage fra forskellige steder i vinterlandet. Interview med dem, som kørte sneplove og dem, som kørte vejhjælp - og trak den ene bil efter den anden fri af snedriverne. Selvom de havde været i gang i mange timer, så lyste det ud af hver og en, at det her var en rigtig god dag: Det var al ulejligheden værd at kunne hjælpe nogle, som virkelig havde brug for det.

Jeg tror, Gud har det på samme måde. Vi hørte før lidt af skabelsesberetningen: Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var. Det syn bliver Gud ved med at holde fast i.

Gud insisterer på, at alt skal blive godt. Om Gud så skal ulejlige sig helt op på korset. Vi kommer Gud ved på samme måde, som et elsket barn kommer sine forældre ved. Derfor skal vi slet ikkeholde os tilbage fra at bede til ham om hjælp til småt og stort. Og om styrke til at kæmpe for alt, hvad vi har kært.

I har fået en lille gul erantis: Den har ligget under sne, frost, salt, skidt - og trodset det hele og kæmpet sig frem. Nu åbner erantissen sig mod lyset - og den lyser selv op, lille, fin, gul og ganske sårbar.

Vi kan lære af erantissens mod til både at kæmpe og at turde åbne os og være ganske sårbare. Den lille gule erantis og den blå anemone lyser også op - og giver håb og glæde og tro:

Du lille erantis - du lille anemone, hvor er vor skaber stor.

Amen.

God søndag - og Guds fred.
Prædiken i Melby Kirke 15. februar 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 8. februar 2026 Prædiken i Melby Kirke 1. februar 2026 Prædiken i Særslev Kirke 25. januar 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 18. januar 2026