Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Prædiken i Melby Kirke, 21. maj 2023
6. søndag efter påske
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Johannesevangeliet 15, 26- 16,4

Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.« 

Prædiken:



'Just do it' - er et reklameslogan for Nike, der producerer sportstøj og løbesko i lange bange. 'Just do it' betyder 'Bare gør det.' Det var i 1988 at Nike fandt på det slogan - og de har holdt fast i det lige siden. Det kan jeg godt forstå. Det er nemlig et rigtig godt slogan.

Just do it - Bare gør det! Sloganet giver et skub til at komme i gang og springe forbeholdene over, når man står over for en ny opgave. For man kan så nemt hænge fast i alle sine forbehold og usikkerhed: 'Mon jeg duer til det og kan finde ud af det?' osv.

Just do it - Bare gør det! Det gælder også den opgave, som Jesus giver disciplene i dagens evangelium: I skal være mine vidner, for I har været med mig fra begyndelsen - sagde Jesus.

Disciplene tog opgaven på sig. De gjorde, hvad et vidne skal gøre: Så godt de kunne huske, fortalte de, hvad de havde set og oplevet sammen med Jesus, og hvad han sagt og lært dem.

Årtier senere blev disciplenes øjenvidne-beretninger redigeret sammen til de fire evangelier i Det Nye Testamente. En kristen kirke blev til. For 900 år siden, slæbte folk her i Melby store sten sammen og byggede en kirke. Sikke et slid - men de ville altså have en kirke - et hus, hvor vi kommer og hører og tager til os, hvad Jesus har sagt og gjort og lært.

Nu er det vores tur: I skal være mine vidner, for I har været med mig fra begyndelsen - siger Jesus.

Straks kommer forbeholdene: Pyha, kan jeg det - og hvordan? Just do it - Bare gør det. Det er helt enkelt: Vi har en historie at fortælle videre om et menneske - Jesus - der brugte sit liv på barmhjertighed, helbredelse, tilgivelse og oprejsning for de udstødte. For eksempel til hende kvinden, som vi ser på altertavlen. De fleste så ned på hende og foragtede hende. Jesus så hende lige i øjnene med barmhjertighed og tilgivelse og sagde: Dine synder er dig forladt.

Det vi ser i Jesus, er den evige mening med alting - nemlig den kærlighed, som Gud elsker verden med.

Den historie skal vi give videre. Vi skal turde tale om troen på Gud som kærlighed. Hvem skal ellers gøre det, hvis ikke vi gør det? Og omvendt - hvis vi stopper med at gøre det, hvem skal så føre kristendommen videre til nye generationer?

Tale og vidne - det gør vi med ord. Og med handlinger og holdninger. Tilbage til altertavlen. Kvinden var ikke inviteret til middagen. Hun kom bare - uventet og brasende ind i selskabet, lagde sig på knæ foran Jesus. Græd så tårerne dryppede på hans fødder - og tørrede bagefter med sit lange hår.

Just do it - bare gør det. Det gjorde hun. Selvom hun sikkert godt vidste, at hun kom til ulejlighed - og kaldte på opmærksomhed på en upassende måde og et upassende tidspunkt.

Og mon ikke, vi alle sammen har prøvet, at noget eller nogen kom uventet og til ulejlighed? Hvad svarer man så? Er jeg den travle tjener, som skynder mig videre med arbejdet og siger uden ord med min fart: Jeg har ikke tid til dig nu.

Er jeg manden ved bordet, der tager sig til hovedet og siger uden ord: Du er bare for meget? Eller prøver jeg på at ligne Jesus på billedet? Han ser sit medmenneske i øjnene med barmhjertighed?

I skal være mine vidner, siger Jesus. Vi skal huske, hvad Jesus har sagt og vist om den kærlige Gud. Og leve og gøre barmhjertigheden. Ellers bliver vejen alt for hård at gå. Først og fremmest skal I holde fast ved den indbyrdes kærlighed.

Jesus forbereder disciplene og os på, at vi vil blive hånet og set ned på - og komme under pres til at opgive troen. Men Jesus fortæller også, at det bliver pinse. Så kommer Helligånden.

Jesus kalder Helligånden for Talsmanden. Helligånden taler Jesu sag - Helligånden er kærlighedens forsvarer. Helligånden giver os kræfter og styrke til at turde tro på, hvad Jesus sagde, og til at gøre en kærlig indsats for andre mennesker - og holde ud og blive ved.

Just do it - bare gør det. Jesus er med os. Jesus lever i os som Helligånden. Han går med på vejen.

Jeg har taget en ikon med - som også kaldes Venskabets Ikon - og I har fået et lille fotografi af den, som I kan tage med hjem:

Vi ser to mænd, der går ved siden af hinanden. Manden til venstre er abbed Minas fra Ægypten engang omkring år 600. Men det er mindre væsentligt. Pointen er, at vi skal se os selv i ham. Så det kunne altså lige så godt være dig eller mig.

Den anden til højre er Jesus. Abbed Minas kan bare ikke se Jesus. Men vi der betragter ikonen ser den usynlige virkelighed: At Jesus er lige ved siden af ham. Jesus har endda venligt lagt sin arm rundt om hans skulder. Han støtter ham til at tage det næste skridt på vejen. Sådan går Jesus usynligt med os på vejen - mens vi prøver så godt, vi kan - at vidne om ham og leve kærligheden.

Det er himmelfartsglæden,
at du lever i os
og går med os til jorderigs ende,
at du sender os ud
over grænser og skel,
for at alle Guds godhed skal kende.

Amen.

God Søndag og Guds fred
Flere andagter
Prædiken i Melby Kirke, mandag 29. maj 2023 Prædiken i Ejlby Kirke
og Særslev Kirke
søndag 28. maj 2023
Prædiken i Særslev Kirke, 18. maj 2023 Prædiken i Ejlby Kirke, 7. maj 2023 Prædiken i Særslev Kirke
5. maj 2023
Kirkekalender
Søndag 04. juni
Trinitatis søndag
Særslev:10.30
Ved Gunvor Sandvad
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Arrangementer
Sommerudflugt
Torsdag 1. juni 2023
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Melby Kirke, mandag 29. maj 2023
Prædiken i Melby Kirke, mandag 29. maj 2023 2. Pinsedag v. sognepræst Gunvor Sandvad Fra De....
Læs mere
Prædiken i Ejlby Kirke
og Særslev Kirke
søndag 28. maj 2023

Prædiken i Ejlby Kirke og Særslev Kirke, søndag 28. maj 2023 Pinsedag v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Sammen er vi rigtig gode
Sammen er vi rigtig gode Derfor savner vi frivillige, som har tid og lyst til at hjælpe med lidt ....
Læs mere
Gudstjenester på Fredensbo
Gudstjenester på Fredensbo Det er altid vemodigt at skulle afslutte noget. I mange år har der vær....
Læs mere
Kommende møder:
09. juni 2023 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Som det ses på kirkegårdene, er der sket store forandringer de seneste par år - og arbejdet fortsætt....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring