Andagter & prædikener

Prædiken i Melby Kirke 3. december 2023
1. søndag i advent
v. sognepræst Gunvor Sandvad



Fra Det Nye Testamente: Lukasevangeliet kap. 4, vers 16-30

Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:

'Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.'

Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham.

Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«

Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?«

Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman.«

Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik.

Prædiken:

Tænk lige, hvis det var lykkedes for de rasende folk i Nazareth at skubbe Jesus ud over kanten. Så var Jesus blev slået ihjel. Og vi var gået glip af det af meste af, hvad Jesus sagde og gjorde.

Nu gik det heldigvis ikke så galt. Jesus banede sig vej imellem dem og gik. Han forlod Nazareth. Måske kom han aldrig mere tilbage. Hvor gik Nazareth-borgerne glip af meget.

Det begyndte ellers så godt. Først lyttede de spændt på Jesus. De sugede hver eneste ord, han sagde, til sig. Det var stærke ord. Fulde af håb og trøst fra Gud. De var imponerede og kunne næsten ikke tro, at det var Josef Tømrers søn. Ham, som de havde kendt siden han var en lille dreng.

Men så vendte stemningen pludselig. Jesus gjorde det heller ikke ligefrem nemt for dem. Han smed en rød klud i ansigtet på dem. Han sagde nemlig, at de ikke skulle forvente, at han ville gøre en masse undere hos dem, bare fordi det var her, han var vokset op. Så blev folk vildt rasende og smed ham ud - og var lige ved at slå ham ihjel. Men det skete ikke. For hans time var endnu ikke kommet.

Det lykkedes dem ikke at slå Jesus ihjel. Men de ødelagde noget for sig selv, fordi de så hurtigt gjorde sig færdig med Jesus. De gik glip af muligheden for at få noget mere at vide - blive klogere - se dybere - forstå noget mere af hvem Jesus var og hvad han ville sige om Guds væsen og virkelighed.

Jeg ved ikke, om man kan lære af andres fejl. For det her er jo ikke kun en gammel historie. Der er noget, man kan genkende - jeg kan i hvert fald: Det er så let at blive revet med af en stemning. Det er så let at danne sig en hurtig mening - tage en hurtig beslutning - sige nogle hurtige ord. Men når det sker, går man ofte glip af nuancerne - og detaljerne. Måske får man også sagt noget dumt og såret andre i farten.

På en bagvendt måde er denne søndags evangelium en opfordring til at leve langsomt. Tage sig tid til at være åben og lydhør. I stedet for alt for hurtigt at gøre sig færdig med andre - og danne sig en hurtig mening. Prøv at blive et kvarter længere - og spørg og lyt noget mere.

Et gammelt mundheld siger, at der er en god grund til, at Gud skabte os mennesker med to ører og én mund. Vi skal nemlig lytte dobbelt så meget, som vi taler.

-

Om lidt skal vi synge julesalmen: 'Den yndigste rose er funden'. 6. vers slutter med linjen: Thi roserne vokser i dale.

Når vi er for hurtige, går vi glip af at se roserne. For roser vokser ikke midt på vejen eller oppe på toppen - roser vokser i dalene. Det er svært at nå at få øje på roser i farten. Men når man sætter tempoet ned og giver sig tid - tid til at lytte til andre - så opdager man roserne: Det værdifulde, det dybsindige, lærerige eller måske ligefrem geniale som er i mit medmenneske. Der er roser i alle mennesker. Men vi må give os tid, for at få øje på roserne.

Blandt roserne i dale - er der også 'den yndigste rose' - Jesus, Guds søn. Han råber ikke højt. Hans stemme drukner så nemt i alt muligt andet.

Den dag i synagogen i Nazareth, læste Jesus fra Esajas’ Bog i Det Gamle Testamente. Han læste om frihed til undertrykte, godt budskab til fattige og nyt syn til blinde. Det var en profeti - en forudsigelse af, hvad Gud vil gøre engang i fremtiden.

Men så rullede Jesus bogrullen sammen og sagde: I dag er det skriftord, der lød i jeres ører gået i opfyldelse.

Det er altså ikke en fremtidsforudsigelse mere. Det er nutid. Jesus selv er opfyldelsen. Det er gennem ham, at Gud vil redde verden - redde os - gøre alting godt igen.

Det var måske det, som provokerede folk i Nazareth så meget. At Jesus pegede på sig selv, som opfyldelsen af forudsigelsen.

Det gamle ord 'advent' betyder: Herren kommer. Det er nutid. Det sker for øjnene af os. Det sker i dag. Jesus, Guds søn kommer. Han giver afkald på himlen for at nå jorden. Han kommer, fordi han vil nå os - dig og mig - og hver og en. Han er også her i Melby Kirke. 'Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem,' sagde Jesus i en anden sammenhæng.
(Matthæusevangeliet 18, 20)

I går formiddags var det sådan et flot vintervejr: Et par graders frost - og et tyk lag sne på alle træer og buske - ja, over det hele. Og dertil fuld sol fra en skyfri, blå himmel. Jeg måtte simpelthen en tur ud i det smukke vintervejr - og den idé var jeg ikke ene om. Mange andre var også ude: Børn på slæder og ned og op igen ad kælkebakkerne. Andre gik tur sammen. Hunde i snor fik sne på snuden. Der var smil, kolde næser og røde kinder over hele linjen. Det var lysende hvidt og vidunderlig smukt alle vegne. Sikke et frikvarter i vintervejret.

Det er den stemning, jeg håber I vil tage med jer hjem fra kirke: Glæden. Håbet. Troen på, at det er lyst forude. Lysende hvidt som en vinterdag i solskin.

Jeg er ikke blind for, at der findes truende, mørke skyer i horisonten. I den store verden - og i vores egen lille verden, hver især. Det kristne håb er gang på gang et håb på trods af alt det, som truer i tiden: Der er lyst forude - fordi Jesus kommer til os med velsignelse fra Gud. Han kommer som et lys i mørket. En rose, der skyder op ad den frosne jord.

Jesus - Guds søn vil sætte os fri. Han vil åbne de blinde øjne. Han vil få os til at se mere. Han vil få ørkenen til at blomstre med roser. Han vil åbne en vej for os - og gå den sammen med os. Han vil velsigne os. Derfor er det lyst forude. Foran os ligger et nådeår fra Herren. Glædelig advent. Amen

- God adventssøndag og Guds fred
Prædiken til familiegudstjeneste i Særslev Kirke 26. november 2023 Prædiken i Ejlby Kirke 12. november 2023 Prædiken 5. november 2023 i Melby Kirke & Særslev Kirke Prædiken i Ejlby Kirke 22. oktober 2023 Prædiken i Melby Kirke 8. oktober 2023