Søndagens prædiken (Arkiv)
Søndag 12. maj 2013
6. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra.
De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«
Joh 15,26-16,4
Mellem påske og pinse handler prædike-teksterne meget om afsked. Det er også tilfældet med teksten til i dag. Jesus tager afsked med sine disciple.
Det kan være en svær og langvarig proces at tage afsked med nogen eller noget, vi har holdt af og været nært knyttet til. Det kan forbundet med en stor smerte, som kan opsluge os helt - og fjerne alle ord og udveje. Bearbejdningen af det, der er sket, kan være trang og synes ufremkommelig.
Som mange af jer sikkert ved, så var jeg på et ophold i Kenya - i Afrika i marts sidste år. Det var en meget stor oplevelse. En af de helt store oplevelser for mig var se stedet, hvor danske Karen Blixen havde boet. Stedet for hendes gamle kaffefarm er i dag et museum. Lige inden mit besøg på museet havde jeg fået læst hendes fantastiske erindringsbog 'Den afrikanske farm'. I den erindringsbog bruger Karen Blixen nogle flotte billeder på den sindsstemning, der var forbundet med perioden, hvor hun både havde mistet sin nære ven, hun havde måttet opgive sin kaffefarm, og hvor hun syg og på fallittens rand var tvunget til tage af sked med sit elskede Afrika.
Hun skriver bl.a. 'Jeg lå i sengen og tænkte på de sidste måneders begivenheder og prøvede at komme til klarhed over, hvad det egentlig var, som hændte mig. Det så ud for mig, som om jeg på en eller anden måde måtte være kommet ud af den regelmæssige menneskelige tilværelse og ind i en malstrøm, hvor jeg ikke burde have været. Hvor jeg end gik, skred jorden bort under fødderne på mig og stjernerne faldt ned fra Himlen.'.
Sådan formulerer Karen Blixen en kaotisk periode i sit liv, hvor forskellige omstændigheder tvang hende til at rejse tilbage til Danmark.
I erindringsbøger eller i samtaler med mennesker om markante opbrud i livet, hører vi ofte vendingen: ' Først lang tid efter forstod jeg, hvad det var, der skete'. Når vi står plantet midt i situationen, kræver den os helt. I nuet er der ikke altid plads til eftertanken og refleksionen. Ofte har vi en fornemmelse af, at det går så stærkt, at vi ikke selv kan følge med. Vi har ikke kontrol over begivenhederne, og der er ikke tid og plads til, at vi kan stille os uden for situationen og begynde at overveje nærmere, hvad det er, der sker.
Denne spænding mellem nærhed og afstand kendes også ved, at vi har svært ved at bedømme objektivt, når vi er tæt på et menneske. Vi er måske så meget en del af det menneske, at vores vurdering bliver farvet af det forhold, vi har til personen - hvad enten det er så er hadets mørke øjne eller det er kærlighedens lysende øjne, der farver ens holdning. Man kan simpelthen være for tæt på begivenhederne eller på personen til at kunne udtrykke, hvad der er sagens kerne.
Karen Blixen havde været placeret midt i en sådan et dramatisk periode i sit liv, da hun den morgen ligger i sin seng og søger at komme så meget på afstand af begivenhederne, at hun kan forstå dét, der skyller ind over hendes liv. Hun fornemmer blot, at der sker opbrud og ændringer i hendes liv, som hun ikke kan overskue i øjeblikket.
Jesus og disciplene er sat i samme situation i dagens tekst. Jesus kunne ikke tolke sit liv for dem, medens han gik i blandt dem. Så ville disciplene ikke være på tilstrækkelig afstand af begivenhederne til at kunne rumme omfanget af dét, han fortæller dem.
Derfor er det, han siger til dem: 'Jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer'. Og derfor var det også på tide, at Jesus - Kristi himmelfartsdag - forlod verden og fór til himmels. Han havde gjort, hvad han kunne for at forberede disciplene på, hvad der skal ske, når han går til Faderen, og Helligånden sendes i stedet. Men nu kan der ikke gøres mere, nu må disciplene sendes ud i verden - på egen hånd.
I begyndelsen var det disciplene, der var forvirrede og ængstelige. Her i stykket er det snarere Jesus, der siger noget i afskeden, der udtrykker en bekymring for disciplenes fremtid - med de forfølgelser og strenge tider, der venter dem.
En afsked kan være hård på forskellige måder. F.eks. Forældres afsked med børn, der rejser hjemmefra eller bosætter sig langt væk fra deres ophav.
Den mest radikale form for afsked vi kender i menneskelivet er når døden træder ind og adskiller os fra et menneske vi har stået nært.
Mennesker der véd, at de snart skal dø, forsøger ofte at bløde denne dramatiske form for adskillelse op ved at forberede sig på afskedens time. Ved dødslejer bliver ting gjort op. Vi ved sjældent på forhånd hvornår afskedens time kommer. Derfor garderer sig mange sig med testamenter, hvor man udtrykker sine sidste ønsker. Nu om dage tænker vi mest på ordet 'testamente' i økonomisk og juridisk forstand. Men egentligt er et testamente ikke bare en økonomisk sikring af de efterladte. Det er også en gensidig pagt, hvor den afdødes historie overlades til arvingerne. I praksis bliver det arvingerne, der kommer til at vidne om den døde ved at bære hans eller hendes historie videre. Det gør vi jo bl.a. når vi sætter os og taler om de døde og mindes dét, vi har sagt - og gjort i fællesskab. Det sker ikke kun til begravelsesselskaber men også mange andre steder, når vi samler den afdødes liv sammen og fletter den historie sammen med vores egen, og det liv, der skal leves videre.
Det er den form for testamente, Jesus i dag overlader sine disciple. Han siger: 'Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen'. Vidne - altså fortælle hans historie videre. Jesus opretter på den måde en pagt, en aftale , med disciplene.
Det er en pagt, der bygger på historien om Jesus Kristus. En pagt, der er grundlagt på, at Kristus har besejret døden og er opstanden påskemorgen.' Det er den nye pagt ved mit blod', som det lyder under indstiftelsesordene ved altergangen. Det fine ved den pagt, er at den knytter fortid og nutid sammen. Det at mindes Kristus betyder ikke bare, at historien peger bagud på alt det, der er sket i Jesu liv. Den nye pagt peger også fremad, hvor disciplene skal være de første, der begynder på en ny historie.
På den måde skal vi hver især fortælle vores historie ved at leve det liv, der er vores, her, hvor vi er sat. Vi formes altid af den historie, der går bagud i livet, men fremtiden kræver, at vi fortæller videre på den historie ved at være fuldt til stede i vores konkrete nutid.
Derfor skal vi heller ikke blive hængende i minderne om det, vi har mistet. Men det er svært at finde den balancegang mellem fortid og nutid. Ofte dvæler vi for længe ved minderne og lever for længe i fortiden. Vi kan have svært ved at få taget ordentligt afsked og komme videre.
Det er den afsked Jesus strider med i teksten. Han véd, at han skal af sted, at meningen med hans liv er, at han skal gå til Faderen.
I stykket her hører vi her hvorfor Jesus ikke har kunnet fortælle 'meningen med det hele' - fra begyndelsen. Fordi disciplene ville ikke være i stand til at forstå det på én gang.
Disciplene er i gang med at fordøje alt dét, Jesus har pålagt dem -og alt dét han har fortalt dem om - om f.eks. Helligåndens komme her i pinsen. De må, ligesom Karen Blixen fornemme, at de lige nu er vævet ind i en malstrøm af begivenheder, de ikke selv er herre over.
Kristi himmelfartsdag forlod Jesus altså for alvor det jordiske. Det er i stedet den nye Talsmand, Helligånden, der skal forløse den nye pagt og hjælpe os med føre den ud i livet.
Den nye pagt er forudsætningen for at vores nutidige historie kan hænge sammen. Den pagt lover os nemlig, at vi hos Faderen og Sønnen har en fortid og en historie, vi kan leve af, men samtidig kræver den af os, at vi væver videre på den historie ved at indgå i de forpligtelser, der er i livet blandt levende mennesker, så der også kan blive pinse i vores liv, dér hvor vi bor med dem, vi skal dele historie med.
Amen.