Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 11. maj 2008

Pinsedag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

Joh 14,15-21

---

I dag er det pinsedag . Pinsen er jo som bekendt en fest for Helligåndens komme. Pinse kommer af det græske ord pentecoste ,der betyder den halvtredsindstyvende dag efter påske. Det er altså i dag 50 dage siden, at englen overbragte det forunderlige budskab til de skrækslagne kvinder ude ved den tomme grav påskemorgen, budskabet om dødens nederlag og livets sejr, budskabet om Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Og det er nu 10 dage siden Kristi Himmelfart, hvor Jesus tog afsked med sine disciple med ordene: "Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende".

I 10 dage har disciplene været efterladt alene tilbage, men i pinsen sker det, som Jesus har lovet dem, de modtager Helligånden, som et himmelsk vindpust, som et guddommeligt kunstigt åndedræt, der blæser nyt liv og nyt mod og nyt håb i de bange og modløse disciple.

Nu er der mange, der synes at dette med troen på Helligånden er speget affære. Jeg har en munter erindring fra mit teologi-studium, hvor en god ven og præstesøn, forklarede mig, at medens trosbekendelsens første led om Gud som skaber og det andet led med Jesus Kristus som Guds søn er forståelige nok og regnes for sand blandt teologer, så er der mere usikkerhed om dette 3. led, at vi tror på Helligånden sagde han og så lavede han en bevægelse med hånden som om, dette led med Helligånden var noget uhåndgribeligt noget.

Og så er der måske nogen, der synes, at der er intet så kedeligt som at høre på kirkens forkyndelse af den treenige Gud, Gud, søn og Helligånd - man synes, at denne forkyndelse er en rigid, kedelig og tung dogmatik. Det er også kedeligt, hvis man tror at man først må have en forståelsesmæssig klarhed over den trossætning om Gud som Helligånd for derpå så at tage stilling til om man vil tage den til sig og så leve på den. Men den kristne tro drejer sig altså ikke om at få virkeligheden til at passe på dogmatikken, det forholder sig omvendt, at det er fra virkeligheden, fra erfaringen af Helligåndens nærvær, at troslæren om Helligånden udledes. Det vil sige at teologi og trossætninger vokser ud af det levede liv og det gør unægtelig teologien og trossætningerne mere spændende.

At Helligånden og pinsen dybest ikke er noget, der skal forstås, men snarere noget der skal leves er netop også en pointe hos en af Danmarks førende Helligånds teologer. Måske så nogen af jer, at den 73-årige Dr.theol. Anne Marie Aagaard blev interviewet i Kristelig Dagblad i mandags her i forbindelse med Pinsen. Her sagde hun til avisen, at vi lever i en tid, hvor ord som spiritualitet og ånd igen er blevet en del af danskernes ordforråd, at vi lever i en kultur, hvor medier og religionseksperter beretter om en stigende længsel efter åndelige værdier og åndelige oplevelser både i fritids - og i erhvervsliv. Anne Marie Aagaard peger dog på, at det er vigtigt at skelne mellem menneskets ånd med lille å og så Guds Ånd, Helligånden, med stort Å. Og når danskerne igen er optaget af åndeligheden og så skulle man tro at pinsen blev fejret som en sand folkefest. Men Pinsen forbindes jo i dag mere med forårsrengøring af hus og båd end med en festlig hyldest til den levende Gud, der viser sig for os som Ånd. Men hvad menes der med Helligånd ? Anne Marie Aagaard henviser til vores nikænske trosbekendelse, der omtaler Helligånden som livgiveren. At til trods for al brutalitet, sygdom, død og undergang, der blæser en i møde, hver gang man åbner sin avis eller ser fjernsyn, at trods al død, der omgiver os, og sygdomme, der grasserer, så lever vi faktisk. Og vi har ikke givet os selv livet. Livet er givet os ude fra. Pinsen er fejringen af at alt liv og alle menneskers liv er Helligåndens gave.

Vi fejrer her i Pinsen, at den gode Gud ikke eksisterer i en fjern og utilgængelig ophøjethed, men at han er menneskets livgiver og samtidig livsgaven. At livsgaven og livgiveren ikke kan adskilles. Vi fejrer at disciplene og os andre i dagens evangelium ikke lades alene efter Jesus død. For Pinsens store gave er, at Gud nu hænger sammen med os. Den store gave er, at Jesu ikke efterlod os og sine disciple i tomhed efter han var gået fra dem. Men at vi i stedet skal leve med Helligånden, der kan slå igennem og vise sig for os med sit nærvær. Og det kan lyde mystisk, at Helligånden kan manifestere sig ved os med sit nærvær og det er for så vidt også mystisk at Gud kan erfares i den religiøse erfaring. Vi kan sammenligne Helligåndens nærvær med at vi i kærligheden også er mere end os selv og mere os selv.

Det vi fejrer i pinsen er også opfyldelsen af den profeti, som Jeremias profeterede at Gud engang skal manifestere sig på ny : At Gud har opfyldt hvad Han lovede da han sagde, at "der skal komme dage, hvor jeg vil lægge min lov i deres indre og skrive den i deres hjerter". Vi fejrer at Gud med Jesu bortgang ikke lod os mennesker alene, men at han viste sig som Helligånd for Jesu disciple, da de sad i Jerusalem og oplevede tungerne som af ild, der satte sig på dem og gav dem mod og kraft, fordi den dag opdagede de, at Han var i dem og de var i ham - de opdagede, at de i Kristus var forenet i Guds Ånd , de var en del af Ånden, at Guds store Ånd havde sat sig igennem hos dem i kraft og mening og grebet dem og løftet dem og forvandlet dem. Eller med Jesu ord "Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer".

Helligånden bringer os den nye lov at kærligheden nu må omsættes og få praktiske følger i vores liv med hinanden.

Pinsens Gud - Helligånden - er dermed ikke en fjern utilnærmelig Gud, men derimod den nærværende og tilgivende Gud, der går sammen med os, når vi går herfra, og som har lovet os, at hvad der end rammer os - så kan intet i verden skille os fra Guds kærlighed.

Amen.