Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag den 12. september 2004

14. søndag efter trinitatis

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: "Vil du være rask?" Den syge svarede: "Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig." Jesus sagde til ham: "Rejs dig, tag din båre og gå!" Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: "Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre." Han svarede dem: “Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå." De spurgte ham: "Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?" Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: "Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre." Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Joh 5,1-15


En mand, der har været syg i 38 år.

Ligget dér ved Betesda Dam et helt liv, og bare set det langsomt og ubønhørligt glide sig af hænde.

En gang i mellem kom vandet i oprør - som på selve skabelsens morgen, da Guds ånd svævede over det - men der var altid en anden, der nåede i før ham, så han igen nedslået måtte traske tilbage til sit sygeleje.

Dag ud og dag ind - hverdagens vel efterhånden ligegyldige trummerum ved Betesda Dam.

Og sikkert også uden de store forhåbninger. En mand på hvis gravsten man engang ville kunne skrive:

Han nåede det aldrig - han kom aldrig i gang med sit liv.

Hvis det altså ikke lige, havde været for den dag Livet selv kom til ham!

Man kan have fornemmelsen af, at manden i en så uhyggelig høj grad faktisk havde vænnet sig til at være syg, at det ikke rigtig går op for ham hvem han står overfor;

Og hvor skulle han i grunden også vide det fra, kunne man spørge - bare fordi vi i dag ved det. At her står en mand, der har magt; en mand, der kan tale Guds ord - igen, som på skabelsens morgen, så det han befaler også sker.

"Vil du være rask?" spørger Jesus den syge, og "Nja" - det kan han ikke rigtig svare på, for han tror vel slet ikke på det kan lade sig gøre.

Det er faktisk noget modvilligt han bliver helbredt, og det er heller ikke den store taknemmelighed, der præger ham bagefter.

Han kvitterer for helbredelsen ved at gå lige hen til jøderne og sladre om at det var Jesus der havde "udført arbejde på en sabbat", nemlig ved at gøre ham rask, og ved bagefter at sige til ham, at han skulle tage sin båre og gå.

Han er underligt modvillig - den syge. Og man kan jo kun gisne om hvorfor: Var det måske i virkeligheden dejlig bekvemt at være syg?

Nu, hvor han ikke har sygdommen at hænge sit liv op på mere, så er der jo ingen vej udenom pludselig at skulle leve det.

Og som vi hørte det i sidste søndags evangelium er et godt og rigtigt liv et liv i tjeneste for andre.

Skyldes modvilligheden mon, at udsigterne til dét alligevel ikke var så tillokkende?

Var det mon alligevel for svært så at slippe undskyldningernes mulighed nr. 1: "Jeg er syg, jeg kan ikke gøre for det!"?

Måske følte manden med ængstelse at nu forsvandt muligheden for den retfærdige selvoptagethed, nu var der kun forpligtetheden overfor andre tilbage.

For nok blev manden løst af sine synder; "nu er du blevet rask, synd ikke mere" - siger Jesus til ham, men syndstilgivelse er jo ikke en tilgivelse til den totale frihed - men tværtimod til et liv i bundethed.

Bundet af kærlighed til Gud og til næsten.

Det stiller nogle krav, som manden vel nok har tænkt noget over da han tog sin båre og gik omkring og vel heller ikke rigtig vidste hvor han skulle gå hen.

At livet stiller krav.

Og når man en dag pludselig konfronteres med det, og bliver rykket ud af sin vante gænge, så kan det da godt være at det ved eftertanke, er en glædelig begivenhed; at det er sådan livet rettelig bør leves, - for Gud og for næsten,

men det er ikke sikkert det lige føles sådan. Det kan godt gøre ondt at slippe ens bekvemmelige ret til selvoptagethed.

Den syge ved Betesda Dam havde også god ret til selvmedlidenhed, ret til ikke at skulle være noget for andre:

Syg i et helt liv og mutters alene.

Mødet med Jesus har sikkert ikke i første omgang været særlig behageligt.

For når ens liv pludselig ligger badet i lys, så er lyset naturligvis dejligt, men det gør også at man pludselig kan se mørket.

Da den syge mand bliver spurgt om han vil være rask, er hans svar: "Jammen Herre, jeg har ikke ét menneske der vil hjælpe mig ned i dammen.

Ikke én bekymrer sig om mig; der er ingen jeg betyder så meget for, at de vil være næste for mig."

Og det er da smerteligt pludselig at skulle se dét mørke i ens liv.

Jeg har ikke ét menneske.

Nej, men det der så skete for ham og for os og for alle mennesker, det er at Gud selv bliver det menneske, der hjælper tilbage til livet.

Gud blev menneske i Jesus af Nazaret. For dengang at hjælpe dem, der ingen andre havde, og for at vi kan se at Han også altid vil være os nær med sin hjælp.

Gud blev menneske, for dem, der ingen andre har.

Og Han blev menneske for at vi alle har én at dele det af os med, vi ellers ikke deler med nogen.

Vores hjertes dybeste hemmeligheder, vores "ensomme pletter" som vi ikke kan dele med hinanden, dem kan vi dele med Gud,

Så den eksistentielle ensomhed, ikke skal vokse sig stor og ødelæggende og forkrøble vores liv, så vi aldrig får levet det.

For vist er de der, de "ensomme pletter", og vist er det ikke rart, som den syge mand, at få kastet lys præcis derhen, hvor også vi må sige, at dér har vi ikke et eneste menneske, der kan hjælpe os,

men lige præcis dér er det da, at vi skal vide, at Gud selv blev det menneske for os.

Til liv og glæde og salighed i vores liv, men også til en fordring om et liv i tjeneste for næsten.

Mange steder her i landet holdes der for tiden høstgudstjenester, for at takke Gud for rigdom og frugtbarhed; - at Han overhovedet lader livet gro her i vores lille land.

Men i dagens evangelium mindes vi også om at livet ikke kun ligger i det åbenlyst gode: hverdagens arbejde, årets vekslen mellem så-tid og høst.

For vi kan rives ud af vores hverdag, rives væk fra det åbenlyst gode, og høsten kan i øvrigt også både være dårlig eller helt slå fejl.

Men selv dér har vi noget at takke Gud for:

At Han blev menneske for vores skyld.

Og hvordan vores reaktion end er på det; om vi tager imod evangeliet med glæde og taknemmelighed, eller om vi er modvillige til at høre; -

Det vigtigste er dog at Gud er der for os, og det Han vil os, er noget godt.

Amen.